Pigen med fletningen (2005)
8-årige Karla taler nysgerrigt med en række kyndige voksne om København og bliver klogere på byens bygninger og historie.
FIN LILLE DOKUMENTAR FOR BØRN
Filminstruktør Jytte Rex har hér skabt en fascinerende lille dokumentarfilm om det indre København, som byen tog sig ud på hendes egen barndom, og som den bliver oplevet i dag (2005) af 8-årige Karla.
Ingen selvbiografi
"Pigen med fletningen" er ingen selvbiografi, men er flere steder inspireret af Rex' egen barndom i København, hendes oplevelser af bygninger, personligheder og stemninger.
Repræsenterer en anden tid
Karla repræsenterer en anden tid og har forbedrede muligheder for at tale med de voksne, hvilket hun benytter sig af på sin lille rejse gennem byen. En digter læser op af sin bog, en arkitekturkyndig fortæller på havnerundfarten, en organist læser et par af Bibelens eventyr.
Nysgerrig og modtagelig
Karla er nysgerrig og modtagelig – og den naturlige piges skønne humør smitter af på tilskueren og er i høj grad med til at gøre kortdokumentaren både kær og fængende.
Kunstnerisk fortællelyst
Jytte Rex' egen fotografering er kendetegnet af en høj grad af kunstnerisk fortællelyst: Billederne af hovedstaden er ofte støbt i flere lag eller bevidst hakkende slowmotion, men stilen er overordnet malerisk, dvælende – hvor lyde, musik, kirkeklokker eller en susen i egetræerne er med til at skabe den intime stemning, der gør filmen mindeværdig.
Stilet til børn
Det Danske Filminstitut skrev om filmen: "'Pigen med fletningen' er stilet til børn og skabt på opfordring fra Bodil Cold-Ravnkilde, DFI’s børnefilmkonsulent. Filmen er produceret parallelt med en anden hjemstavnsfilm for børn og unge, Jørgen Leths Aarhus (2005).
Barndommens steder
For begge projekter gælder det, at de – samtidig med at de skulle skildre barndommens steder – gerne måtte reflektere over, hvor den voksne filmskabers billeder stammer fra. Er barndommen en slags hovedstol for den kunstneriske skaben, og hvor direkte trækker man i givet fald på dette reservoir af indtryk og motiver?"
Anmeldt i 2006 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
2005, Danmark/KortDok, Dokumentar, Børn på film, 39 min.
Dansk titel: Pigen med fletningen- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation