Ludo (2014)

Endnu et færøsk drama tabt på gulvet af instruktøren Katrin Ottarsdóttir. Som vi oplevede det med debutfilmen Bye Bye Blue Bird (1999), er også "Ludo" dyppet i klæbrige lag af overfortælling, og filmen ligner mest af alt en ivrig filmskoleelevs kejtede hjemmeopgave.

Vi befinder os i det færøske "lavland", nærmere bestemt på øen Sandoy, sådan omtrent lidt syd for centrum af de 18 øer i Atlanterhavet. Her bor en 11-årig pige (Lea Blaaberg) med sin far (Hjalmar E. Dam) og mor (Hildigunn Eyðfinsdóttir) i et dejligt rødt hus tæt på kirken i bygden Sandur. Alt ånder idyl... eller gør det nu også det? Ret hurtigt bliver vi pejlet ind på, at moren er mere end almindeligt depressiv – med afstikkere til tvangshandlinger og iskold empatimangel, særligt i forholdet til datteren. Her oplever vi det helt store svigt.

Den søde far ser apatisk til fra sidelinjen, selvom det er ham, der tager initiativ til fjeldudflugten med datteren i begyndelsen af filmen. Men når det kommer til at træde i karakter overfor den komplet hysteriske kone, har han desværre ikke den mindste smule gennemslagskraft.
 

Ottarsdóttirs film indbyder fra første scene til et univers af mystik og gys. Der gemmer sig noget bag den idylliske og landskabsskønne facade, og i mødet med familiemor bekræftes tilskueren i, at der er noget ubehageligt i vente. Hvorvidt "Ludo"s mange flirts med gysergenren er det rene dagdrømmeri eller reelle handlingselementer lader Ottarsdóttir sådan set stå hen i det uvisse. For filmen er gennem hele den korte spilletid på 71 minutter mere sværmerisk og lyrisk end egentlig handlingsfokuseret.

Havde der været styr på tøjlerne og på den væsentlige besøgelsestid, kunne historien muligvis have haft potentialet til at brænde igennem brændingerne både i forhold til morens psykiske problemer, og hvor hav møder fjeld. Men Ottarsdóttir overfortæller på det skammeligste, og der er stort set ikke et eneste øjeblik i filmen, der står stærkt i en egen ægte dramatik. Snarere forplumrer de mange lag af underlægningsmusik, skæve kameravinkler (= ivrig "filmstuderende"!) og slowmotionsekvenser af brændinger filmoplevelsen totalt.

Den lille kernefamilie portrætteres egentlig pænt gennem hele spektret fra barnlig charme til hysterisk syg mor, men skuespillet synes ikke interessant for Ottarsdóttir, for hvem formen er det vigtigste omdrejningspunkt.