Søren Søndervold (1942)

Smittende inspireret – og en filmisk krigstidsforløber til tv-serien Matador (1978-82): Lau Lauritzens "Søren Søndervold" er teksttung, men dog letløbende provinsunderholdning, baseret på både norsk film- og romanforlæg.

Det er historien om den unge Søren Søndervold (Ebbe Rode), der mod sin vilje rives væk fra sin og farens elskede gård på den lille venlige Sønderø. En grisk fastlandskøbmand har købt øen hen over hovedet på de to. Men de nye forhold holder ikke den (hyper)aktive Søren tilbage. Han sørger for at blive praktikant hos købmandsfruen Emma Knudsen (Randi Michelsen). Snart vender han op og ned på forretningsmetoderne og vender en sløj indtjening til regulært overskud.

Samtidig er Søren så snedig, at han med sin forfremmelse får procenter af indtjeningen og måske kan redde æren og sin gamle fars helbred ved at købe gård og ø tilbage...

Filmen spræller som en teenagefisk i garnet, aldrig i ro – og stålsat på at vriste sig fri. Det samme gør Ebbe Rode i titelrollen, kolossalt energisk og med en meget stor udstråling, kun lettere problematiseret af en påtaget udkantsdialekt. Søren er en interessant karakter, der ikke er fuldendt sympatisk, men som rummer både mørke og lyse sider i den interne købmandskrig. Pengene først, herefter kan han eventuelt overveje de menneskelige sider. På denne måde støder han flere fra sig, men særligt kvinderne sværmer om ham alligevel – han er jo en karismatisk og flot fyr med sin enestående smørkrølle.

Lau Lauritzen instruerer her alene (uden Alice O'Fredericks) og har åbenlyst godt greb om stof, stil og personer. Filmen er i hvert fald afviklet stort set uden fyldscener i en enkelt æstetiseret stil og med mange individuelle skønpræstationer. Ib Schønbergs klamt glatte og udtalt manierede ekspedient Anton Jessen er et stilstudie i krukkeri, på den meget forfinede måde. Han er mors dreng og ender falsk hulkende i hendes arme, når han ikke får sin vilje i forretningen – og samtidig er han hele tiden på stikkerne for at stige i graderne og indlade sig hos kvinderne.

Poul Reumert gør en af sine bedre birollefigurer med et afmålt og temmelig uortodokst sagførerportræt, og Maria Garland har skønne scener som den konkurrerende købmandsfrue, der ikke uden humor sætter sin vilje igennem. Musikken af Sven Gyldmark stjæler ikke billedet, og spilletiden på to timer opleves ikke for lang, snarere føles det som om, der er stof nok til endnu mere. Så meget overskud udstråler de enkelte rollefigurer og de fine miljøskildringer.