Nord (2009)

    En skilifts-operatør får en nedtur og drager på sin snescooter tværs gennem Nordnorge.


    NORDISK MELANKOLI

    Nordnorske landskaber, en trykket sindsstemning og et eneboertema. Det kunne lyde som en særdeles interessant cocktail udi nordisk melankoli, men Rune Denstad Langlos spillefilmsdebut har ikke modet til at gå hele vejen.
     

    En grim nedtur

    Den 30-årige skiliftsoperatør Jomar har en rigtig grum nedtur og kan ikke tage sig sammen til noget som helst. Han isolerer sig mere og mere fra omverdenen i sin lille hytte midt i ingenmandsland.
     

    En ensom rejse

    En dag får han at vide, at han har en søn på 4 år med sin ekskæreste, der bor langt væk - på den anden side af de sneklædte fjelde, og Jomar begiver sig ud på en lang ensom rejse på snescooter.

    Indledningsvis ærlig tone
    Filmens indledende manøvrer er afgjort også de bedste. Her præsenterer Langlo sine personer og deres fascinerende isolerede miljø helt uden indpakning og i en ærlig tone. Her er det også naturens lyde, der hersker. Den hylende vind, den knitrende sne, gulvbrædderne der knager.

    Fortællemæssig farvelade
    Men efterhånden som Jomar tager hul på sin rejse, forfalder instruktøren også til mere og mere fortællermæssig farvelade, og det gælder både i historiens udvikling og i de filmtekniske kneb.

    Hvorfor ikke gå hele vejen?
    Man kunne have ønsket sig, at historien gik hele vejen og fastholdt grebet om ærligheden: den klamsvedige overvindelse af angsten og modvillige rejse gennem landskabet.

    Standardiseret ironi
    Men ligeså stille sniger der sig en art standardiseret nordisk-melankolsk ironi ind i hele filmens identitet: tiltagende banjo-country-musik i kontrasterende stemningsleje, skæve og usandsynlige bipersoner, afdramatiserende humor.

    Kvaliteter trods alt
    Det klæder bestemt ikke filmen, og intensiteten er kraftigt aftagende. Man må vælge at fastholde blikket på de bjergtagende norske billeder og ørerne på filmens første halve time; så er der trods alt kvaliteter i denne debutfilm.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2009, Norge, Psykologisk drama, 79 min.

    Dansk titel: Nord
    Instr: Rune Denstad Langlo Prod: Sigve Endresen, Brede Hovland Manus: Erlend Loe Foto: Philip Øgaard Klip: Zaklina Stojcevska Mus: Ola Kvernberg
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BERLIN - Panorama-pris FIPRESCI: Rune Denstad Langlo
    • BERLIN - Label Europa Cinemas: Rune Denstad Langlo