Borgen [2] (2011)

Sammenhængende i denne serie:

Borgen [1] (2010)
Borgen [2] (2011)
Borgen [3] (2013)

S2:E1 (89.000 børn) [4/7]
I 2. sæson af "Borgen" tages tråden og stilen fuldstændig op, som det kunne forventes. Ganske vist er der "i mellemtiden" sket en række mindre rokeringer og småjusteringer i det svulstige persongalleri, men grundstammen er uforandret.
 

Således uden de store overraskelser, men stadig båret af et "håndfast og fair" politisk drive, fortsætter "Borgen" med at servere intrigante dilemmaer, små og store personopgør – samt krydre det hele med hverdagens standardskismaer.

Som nu fx Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan. Statsminister Birgitte Nyborg Christensen (Sidse Babett Knudsen) føler virkelig varmen i sædet under sig, efter at hun får førstehåndskendskab til krigens gru og fornemmer, at der må skrides til politisk handling. Imens er seriens journalistiske hovedskikkelse Katrine Fønsmark (Birgitte Hjort Sørensen) i sit nye job i sladderpressen på jagt efter alle tiders følelsespornografiske historie, der bringer hende tæt på en far til en dræbt soldat.

Dét bliver lovligt vammelt og semipropagandistisk, men som helhed er episoden en hæderlig indledning på den friske sæson. Stadig præget af ikke altid lige naturligt skuespil, hvilket periodisk er problematisk for seriens troværdighed.


S2:E2 (I Bruxelles kan ingen høre dig skrige) [5/7]
Et foreløbigt højdepunkt i sæsonen får vi her i 12. episode, og det kan undre, hvorfor i alverden det skulle vare så længe, før der kom noget egentlig menneskelig nerve med i substansen.

For substans er der netop i denne episode, og det er hårdt tiltrængt i en tv-serie, der ellers længe har trådt vande i intrigante klichéer i pæn indpakning. Statsministeren skal vælge en ny EU-kommissær, og det burde vel være en enkel sag at afsætte en så attraktiv post? Men hvad, der ligner en ekspeditionssag, skal udvikle sig til en både personlig og ubehagelig sag for ministeren, der flere gange må trække i sin professionelle håndbremse for ikke at bryde ud i gråd.
 

De personlige dramaer i denne episode begrænser sig dog ikke til kommissærtjansen, men breder sig ud i det øvrige spin og spind i seriens mange tråde. Alkoholisme, svigt, usikkerhed og (kærligheds)tvivl er centrale og vægtige temaer, og smerten er til at tage og føle på.

Lars Knutzon har sin glansepisode i portrættet af Bent Sejrø, der må hele følelsesregistret igennem flere gange, inden det ender helt galt.

S2:E3 (Den sidste arbejder) [5/7]
De positive takter fra 12. episode opretholdes og fastslår, at anden sæson af "Borgen" har mere på hjerte end den noget fesne første. Denne gode stime af episoder har dét til fælles, at fokus er fjernet fra den politiske indpakning til de menneskelige dramaer bag, og det er, hvad der har været ventet på i alt for mange afsnit.

Statsministeren må virkelig trække på sine mentale reserver. På hjemmefronten har hun svært ved at acceptere, at eksmanden har fået ny dame, som han gerne vil have skal være en del af børnenes liv. Men ikke mindst på arbejde spidser tingene til: Regeringspartiet Arbejderpartiet oplever store interne stridigheder. Alt tyder på, at næstformanden har kørt sig selv i stilling som arvtager til formandsposten – og det kommer ikke til at gå stille af sig.
 

Nu er "Borgen" oppe på et så raffineret niveau, at den enkelte rollefigur har sit eget lille, interessante univers. Hvor serien tidligere var alt for interesseret i at komme så tæt på det virkelige Christiansborgs intriger som muligt, er vi nu ved at grave under facaden og ind til de virkelige dramaer... dér, hvor det gør ondt.

Det fjerner meget af lakken, og det bliver pludselig interessant at følge de enkelte personers op- og i særdeleshed nedture. De enkeltes privatliv får meget mere vægt, og det er alt anden lige dem, vi gerne vil under huden på.

[anmeldelse af S2:E4 (Op til kamp) mangler]

S2:E5 (Plant et træ) [5/7]
2. sæson af "Borgen" er en del bedre end første. Det kan slås fast nu, hvor vi er halvvejs igennem. 15. episode fortsætter de gode takter, hvor dramaet i menneskene er drivkraften snarere end de overfladiske intriger. Faktisk byder denne episode på noget af en sjældenhed (og troværdigt serveret) i dansk film- og tv-dramaturgi: Angst og usikkerhed.

Statsministerens teenagedatter oplever nemlig en grundlæggende eksistentiel krise, sikkert som følge af morens forjagede dagligdag, hvor der aldrig er tid til det nære. Det er en stærk og kærkommen psykologisk detalje, der meget fint supplerer episodens centrale handling, der udspiller sig på Christiansborg.

Vedkommende, velspillet og fuld af åbne muligheder for videre udvikling i serien, er episode 15 både elegant og indsigtsfuld. Når serien nu har udviklet sig så sprødt, at forventningens glæde udi at brække endnu en flig af historien melder sig, mærkes genkendelsens glæde. Det er både den sarte, bagvedliggende smerte og de brede, hæsblæsende og ofte beskidte manøvrer, der nu gør "Borgen" til Smertetinget.

Her må statsministeren ty til beskidte metoder for at få sin vilje. Hun graver personlige detaljer frem om sin klimaminister – detaljer, der skal gøre ham livet hedt og i bedste fald få ham til at makke ret, men det går over gevind. Også hos journalisten Katrine Fønsmark fortsætter en famlen efter et ståsted i livet, både professionelt og privat, og det er efterhånden en fint detaljeret skildring.

S2:E6 (Dem & os) [5/7]
Et stykke længere under huden – tæt på knoglerne – kommer vi i "Borgen"s episode 16. Her er det pressechefens fortrængte og fortiede indre kaos, der er i fokus, og således fortsætter 2. sæson sit korstog indad mod den menneskelige smerte.
 

Muligvis som det mest psykologisk fortættede afsnit i serien overhovedet, udgør episode 16 en både bittersød og menneskeligt perspektiverende smerte, der muliggør store drejninger i historien og hos de enkelte rollefigurer.

Dér, hvor det gør rigtigt ondt, og væmmelsen breder sig som en ukontrolleret varme i kroppen, finder vi episodens centrale omdrejningspunkt: Seksuelt misbrug af børn. Statsministerens pressechef har aldrig fortalt nogle om sin barndoms mareridt, men da hans traumer bliver fremprovokeret i arbejdet på Borgen, kammer det over for den ellers så kontrollerede mand, og hele verden synes at ramle.

Statsministeren forstår ikke sin pressechefs pludselige – og skræmmende – vrede. Hun er selv i krise i privaten, hvor datterens diagnosticerede angst er et tema, som hun ikke kan blive enig med eksmanden om.

Episodens store kaos er til at tage og føle på. Der er ingen tendenser til vammel eller belærende indpakning i behandlingen af temaet: Tag blot sidste scenes tavshed, hvor blikkene og berøringerne siger så meget mere end både tusind ord og storladen underlægningsmusik. Læs også til sammenligning om Manyar I. Parwanis tematisk beslægtede spillefilm Himlen falder (2009).

S2:E7 (Hvad indad tabes, skal udad vindes – del I) [5/7]
I en episode præget af politisk målbevidsthed sendes vi hele vejen til Afrika om bord på statsministerens privatfly. Episode 17 har den foreløbigt mest vellykkede politiske dagsorden i serien. Indblikket i arbejdet med spin, markedsføring, møder og hemmelighedskræmmeri er troværdigt skildret og har en stærk relevans.

Selvom de personlige dramaer er trådt lidt i baggrunden, har de stadig en central, om end mere antydet plads i det veldisponerede manuskript. Statsministeren bliver af landets førende erhvervsmand opfordret til at træde aktivt ind i forhandlinger om fred i et krigshærget afrikansk land. Efter at have tygget på konsekvenserne, vælger statsministeren at gøre det, og hun får hurtigt arrangeret et møde med toplederne i det afrikanske.
 

Langt væk hjemmefra går det først for alvor op for hende, at hendes datters mentale krise måske er mere alvorlig, end hun vil vedkende sig. I en episode, der er mere strømlinet og visuelt spektakulær, end vi er vant til i serien, fascinerer det stærke politiske drive.

Med 2nd unit i Afrika bidrages der til et kærkomment internationalt perspektiv på det danske politiske liv, der ellers hidtil har været portrætteret mere navlepillende nationalt. Ligheden med de virkelige danske partier og deres respektive ledere er indimellem slående, og i denne episode er der talrige antydninger – og også mere end det – der giver virkelighedens politikere en frisk fortolkning.

S2:E8 (Hvad indad tabes, skal udad vindes – del II) [4/7]
Her henimod slutningen af "Borgen"s 2. sæson er der for alvor spænding på drengen. Episode 18 koncentrerer sig dog så meget om en enkelt diplomatisk forhandlingskrise, at der ikke bliver meget tid til det interessante bagvedliggende, der ellers på flotteste vis har været trukket frem i serien på det seneste.

Statsministeren får blot 24 timer til at få fredsforhandlingerne i et afrikansk land til at falde på plads. Det betyder arbejde nat og dag, tilsidesættelse af privatliv – og kompromiser i ellevte time. Alt sammen uden pauser og med optræk til dybe pandefurer.
 

Koncentratet af diplomatisk overarbejde er intenst og fuld af energi, men fokus fjernes i for høj grad fra de personlige dramaer i serien. Således er den psykologisk højspændte krise på statsministerens hjemmefront, hvor datteren ikke har taget sine piller og får et voldsomt tilbagefald, indskrænket til at spille en ganske lille rolle i episodens slutning – hvor det politiske endelig er faldet på plads.

Samtidig er det genopblussede forhold mellem politikeren og journalisten evigt højspændt på grund af deres dobbelte interesser, men selvom det kraftigt antydes, at dette kan blive et problem, er konflikten endnu uvedkommende.

Det kan også undre, at den ellers hårrejsende historie om Kasper Juuls (Pilou Asbæk) barndom fra forrige episode er lagt fuldstændig på hylden: Dette tema fortjente meget mere opmærksomhed. I hvert fald er det utroværdigt, hvis det betragtes som en lukket sag i serien. Statsministerens søn har et par stærke scener i denne episode, ligesom Hans Henrik Clemensens portræt af den mystiske forretningsmand Niels Mikkelsen er ganske flot ramt.

S2:E9 (Privatlivets fred) [3/7]
Episoden er, trods sit psykologisk intense tema, langt fra blandt sæsonens bedste, hvilket skyldes en alt for omklamrende lydside og en hæsblæsende række ind- og udspark, der aldrig får jordforbindelse.

Statsministeren og hendes eksmand har besluttet at give deres psykisk labile datter en ny chance ved at anbringe hende på et privat psykiatrisk hospital. Der er bare det "lille" problem, at statsministeren netop står for at gennemføre en ny sundhedsreform, der taler imod de private hospitaler...

At statsministeren får et forklaringsproblem skal vise sig at være peanuts ved siden af dén tankeløse hetz, som pressen indleder. Det er paradoksalt og ærgerligt, at en episode fuld af potentielle dramatiske udviklingsmuligheder underkastes en så usikker iscenesættelse. Søren Malling får endelig tildelt sin rolle lidt karakter igen, hvilket som vanligt bringer smilet frem på læberne.

S2:E10 (En bemærkning af særlig karakter) [5/7]
Efter en let formnedgang slutter 2. sæson af "Borgen" af med stil i en episode, der elegant runder de personlige dramaer af og skaber åbninger til nye udviklinger. Der er skruet op for det vedkommende menneskelige hovedtema og ned for det politiske, og det påvirker som altid seriens udstråling uhyre positivt.

For at få puslespillet til at gå op i en happy ending-stemning, bygger episoden lidt for rørstrømsk op til en violinombrust slutning. Her files der i usædvanlig høj grad på strengene. Ærgerligt i en slutning, der ellers har rigtig meget på hjerte. I skarp kontrast til dette står en markant ærlig scene, hvor statsministerens eksmand har noget, han vil sige til sin kæreste. Denne scene er helt uden underlægningsmusik og overflødig lyd.

Statsministeren har nu været på orlov i godt en måned, og hun nægter at vende tilbage på arbejde, før datteren er erklæret rask. Imens kæmper journalisten Katrine med kæresten Kasper om temaet: Børn eller ej. Her er der stor uenighed, der er tæt på at ødelægge forholdet.,,,