Min bedste fjende (2010)

    To drenge i samme klasse bliver mobbet på det groveste. Da de planlægger en udspekuleret hævn, bliver det starten på et magtspil, der kører helt af sporet.


    SPRINGENDE HÆVNDRAMA

    Baseret på Thorstein Thomsens roman, "Nørdernes forvandling", kaster børne- og ungdomsfilmen "Min bedste fjende" sig ud i et vanskeligt projekt: at fange essensen af mobning og hævnmotiver i et børneperspektiv.

    Flakkende & usikkert
    Og lad det være sagt fra begyndelsen; det lykkes bestemt ikke til perfektion for instruktør Oliver Ussing. Filmen forbliver flakkende og usikker i sin formidling af de dramatiske temaer.

    Intet klart budskab
    Hverken i genre, målgruppe, moral eller etik synes filmen at have et egentligt klart budskab. Vi befinder os hele tiden på kanten - men til hvad, er umuligt at sige.
     

    Yndede mobbeobjekter

    Drengene Alf og Toke er yndede mobbeobjekter i klassen. Men Alf får den idé, at de to kan danne en klub sammen. Da vil de stå stærkere og med tiden få skovlen under alle de småsadistiske klassekammerater.
     

    Skræmmende forandring

    Men Toke kommer til at gennemgå en forandring, der er langt mere gennemgribende - og skræmmende - end Alf overhovedet i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Snart er Toke blevet så yderliggående i sit eget projekt, at det næsten kun kan ende helt ude i hampen.

    Ultra-springende
    Filmen er grænsende til, hvad man kan betegne som ubehjælpsom. Som følge af den ultra-springende fortællestil, hvor man ikke på noget tidspunkt finder ro i formidlingen, forbliver "Min bedste fjende" en uinteressant og stressende børnethriller.

    Usammenhængende scener
    Ikke alene i de utallige scener - og der er alt for mange små og usammenhængende af slagsen - men også på lydsiden, føler man sig hægtet af: én stor rodebutik af originalkomponeret filmmusik og popsange i diegetiske og ikke-diegetiske sammensurier.

    Svingende skuespil
    Og der er langt imellem barneskuespiller-snapsene. De to hovedrolle-drenge har et vist fremelsket talent, men i de øvrige roller er det ofte stivheden, der hersker.

    Voksenord i munden
    Børnene bliver i vid udstrækning lagt voksenord- og begreber i munden. Dette er et utroværdigt træk: og det sætter endnu engang hele filmen som projekt i et noget irriterende lys.

    Mange-rod
    Filmens brug af en til lejligheden konstrueret manga-tegneserie bidrager ikke med stort meget andet end mere rod og forvirring.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    2010, Danmark, Drama, Børn på film, 90 min.

    Dansk titel: Min bedste fjende
    Instr: Oliver Ussing Prod: Elise Lund Larsen, Vibeke Vogel Manus: Søren Ginderslev Hansen, Oliver Ussing Baseret på: romanen "Nørdernes forvandling" af Thorstein Thomsen Foto: Charlotte Bruus Christensen Klip: Andri Steinn Mus: Troels Abrahamsen
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • RB-N - Bedste børne- og ungdomfilm