Blue Valentine (2010)

Vidt berømmet og prisbelønnet moderne amerikansk kærlighedsdrama med feterede og billedskønne stjerner i hovedrollerne: "Blue Valentine" burde sidde lige i skabet, men døren knirker.

Høje forventninger

Der er ellers ægthed og grundighed i fortællingen fra første scene: Der er straks høje forventninger om, at der nu skal præsenteres en markant og intimiderende parforholds-historie.

Fortælleform i flere lag
Ganske uhensigtsmæssigt benytter "Blue Valentine" dog en fortælleform i flere lag: En lagdeling, der aldrig kommer til at fungere som andet end et forvirrende irritationsmoment. Der veksles snart i tide og utide mellem en nær fortid og nutiden.

Initiativløst
Denne form er dog ikke alene årsagen til, at det er vanskeligt at fastholde fascinationen af det unge pars op- og nedture. Budskabet er i sig selv ikke spændende formidlet, og det potentielt intime bliver i stedet initiativløst.
 

Små og store kriser

Det unge par Dean (Ryan Gosling) og Cindy (Michelle Williams) kæmper for at få deres parforhold til at hænge sammen, og i dette projekt præsenteres vi for dén tid, hvor de mødtes – og de små og store kriser, de også dengang gennemlevede.

Ærligt udtryk
Filmen rammer ind imellem den helt rigtige tone, hvor ærligheden og det visuelt smukke udtryk smelter sammen. Men for det meste er det dog en tålmodighedsprøve at blive ført rundt i "dengang og nu", som oftest yderligere trynet af den relativt dominerende "independent"-filmmusik af Grizzly Bear.

Lynende samspil
Hvad der kan noteres på en ubetinget positivliste er dog Ryan Goslings og Michelle Williams’ samspil, der slår gnister både i mental, såvel som fysisk betydning. Når de to lyner i de stærkeste scener, kan ideen med filmen som en slags moderne Kramer vs. Kramer (1979) skimtes.