Store planer! (2005)

Tam og forudsigelig dansk komedie: Her har manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson præsteret et godt stykke under sit bedste, og Thomas Bo Larsen spiller samme rolletype for gud ved hvilken gang.

Den småkriminelle Willy (Larsen) er endelig på vej på prøveløsladelse, og denne gang beslutter han sig for at samle sit gamle band "The Winstons" og for alvor gøre indtog på den danske musikscene. Midt i alle musikambitionerne forsøger han også at forbedre sit forhold til sønnen. Samtidig dukker massagepigen Bettina (Lene Maria Christensen) op i hans liv, og da hun bliver sangerinde i bandet, ser fremtiden pludselig lidt lysere ud.
 

Der er velsagtens ikke dén ind- eller udvikling i historien, der kommer som en overraskelse for ret mange. Læg dertil Thomas Bo Larsens evigt "improviserede" fyldord som "kraftedemig", "fucking" og et lille "dér" som afslutning på alle sine sætninger, og du har en skabelonfilm uden ret meget indlevelse og charme.

Lene Maria Christensen blev ligefrem Robert-nomineret for sin præstation som massagepigen Bettina. Det kan undre, for det lykkes ikke Christensen at finde balancen i den ofte lidt outrerede humor, hun skal stå på mål for. Bedst lykkes hun i scenen, hvor Willy kort bliver introduceret for tilbuddene i massageklinikken. Her er der en snert af den rette ånd og en fandenivoldskhed i både skuespil og humor, men det bliver ved de få ensomme enklaver. Langt det meste af filmen tangerer det pinlige hvad angår både forudsigelighedsniveau og ordvekslinger, og der er ikke snerten af musikalitet i skildringen af det sært sammensatte popband.

Den forsøgsvise blødgørelse af Willy ved at lade ham have en halvstor knægt, som han nu bejler til, falder kejtet og falsk ind i helheden.