Jennifer Eight (1992)

Veldrejet, men uoriginal thriller, hvor Andy Garcia i hovedrollen ses som den hærgede politibetjent John Berlin, der har en svær skilsmisse i baghovedet og en endnu sværere – og langt mere livsfarlig – mordsag foran sig.

Velkendte thrillerskinner
Det står klart fra begyndelsen, at "Jennifer Eight" vil køre på de velkendte amerikanske thrillerskinner, men filmen viser også ret hurtigt store tekniske kvaliteter, så der håbes på, at originaliteten måske alligevel vil stige i takt med, at historien får lov til at udvikle sig. Men udover en enkelt meget flot gennemarbejdet scene i en mørk trappeopgang, er der ikke særligt meget, der virkelig batter.

Lovligt søgt

John Berlin og hans makker Freddy Ross (Lance Henriksen) arbejder for fuldt tryk for at finde frem til en seriemorder, der myrder blinde kvinder – og nu har den smukke Helena (Uma Thurman) i kikkerten. John forelsker sig – for at det ikke skal være løgn! – i Helena, Helena forelsker sig i John, og morderen forelsker sig mere og mere i at trække spændingen ud, så der kan blive en film ud af den lovligt søgte historie.

Menneskelemmer på losseplads

Alt imens forsøger John og Freddy at finde spor, der kan føre dem til morderen... blandt andet ved at grave menneskelemmer op på en losseplads. Den blinde Helena flyttes imens rundt til flere forskellige huse for at kunne være i sikkerhed.

Spænding i mørket
Men mærkeligt nok (og det er bl.a. hér, historien virkelig halter) bliver Helena altid ladt alene i disse huse, og det er nemt for morderen at finde frem til hende. Så er der dømt spænding i mørklagte huse med tunge, stemningsskabende lyssætninger gennem vinduerne. Og igen: Mærkeligt nok slipper Helena helskindet fra ikke færre end tre morderbesøg – uden at blive påvirket af det psykisk. Helena er åbenbart meget stærk!

Nedladende detektiv
Den største krise i filmen dukker dog først op, da John mistænkes for et mord. En usandsynligt led og nedladende detektiv spilles hér med en vis pondus af John Malkovich. Halløj – så er filmen færdig sådan fra det ene øjeblik til det andet. Hovsa, der var måske tidspres på, så man måtte fabrikere en hurtig slutning fuldstændig blottet for stemning og idé?