Rising Sun (1993)

    Japanske mafiafyre i solbriller og læderjakker bliver så småt en pestilens for to utålmodige amerikanske betjente.


    FALD MOD JORDEN

    Det er meget muligt, at Solen stiger i denne film, men den når aldrig op over morgengryhøjde. Det kunne ellers være en hjælp, hvis Solen dukkede op og lyste lidt på filmen, der i høj grad er dyster, stillestående og lettere livløs.

    Ultratynd historie
    Historien er ultratynd, og ikke engang stærke navne som Sean Connery og Wesley Snipes formår at tilføre filmen noget kulør. Det handler om barske, mafia-lignende "forbudte" sager, hvor japanere iklædt solbriller og læderjakker forsøger at dække over hinanden eller bestikke politiet.

    Utiltalende inferno
    Midt i dette utiltalende inferno havner politimanden Web Smith, der ellers har en personlig sag hængende over hovedet allerede. Rigtigt gættet: Han tumler med sin ekskone, der kalder ham et skvat. Og med den yndige datter, der har hørt fra sin mor, at han er et skvat. På ordre fra højere sted samler Web en klog, gråhåret herre ved navn John Connor op.

    Ekspert i japanere
    Han spilles konturløst af Sean Connery. John Connor har tilbragt mange år i Japan og ved derfor en hel masse om japanernes væremåde og tankegang, hvilket kan blive Web til stor hjælp. Men Connor kan også blive a pain in the ass, fordi han giver udtryk for at vide mest om alt. Hans udstråling er en ældre, klog professors.
     

    Et match med tiden

    Men med tiden skal det vise sig, at Web og Connor egentlig matcher hinanden meget godt, og hovedtemaet i filmen, nemlig det mystiske mord på en blond kvinde, kan snart blive opklaret.

    Ingen regulær spænding
    "Rising Sun" når aldrig et regulært spændingsniveau, men svæver hele tiden i en tæt tåge. Historien bevæger sig meget langsomt og uengagerende, der sker aldrig rigtig noget.
     

    Langsom opklaring

    Mens sagen langsomt opklares, dominerer karakteristikken af den japanske hårdhudede megamagt-kreds, med alt hvad det indebærer af fastgroede klichéer. Det er særlig slemt med alle de mørke solbriller og læderjakkerne - og så selvfølgelig den obligatoriske karate. Tilførelsen af smarte klip og tankevækkende vinklinger hjælper lidt til, at tilskueren kan holde sig vågen, i hvad man kan kalde en hjulløs t(h)riller.



    Anmeldt i 1994 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024