En kongelig affære (2012)

    Den sindssyge kong Christian VII får kone, barn og egen livlæge og blomstrer op. Men hele tiden lurer risikoen for sammenbrud og galskab.


    EN DRAMATISK AFFÆRE

    Visuelt og historisk meget overbevisende leder instruktør Nikolaj Arcel os ind i en af dansk histories mest bemærkelsesværdige (royale) skæbner.

     

    Ikke rigtig klog

    Kong Christian VII (Mikkel Boe Følsgaard) var ikke rigtig klog, og folk omkring ham udnyttede dette på det groveste. Filmen er et grundigt indblik i kongens, dronningens, prinsens – og ikke mindst livlægen Struensees – dramatiske møder i oplysningstidens vorden.

    Kongen i godt humør
    Selvom det er kongen selv meget imod, opfordres han til at få sin egen livlæge, og da Christian møder den kvikke Struensee, bliver det da også begyndelsen til et venskab, der gør kongen i et hidtil ukendt godt humør.

     

    En betroet medarbejder

    Johann Friedrich Struensee (Mads Mikkelsen) bliver kongens mest betroede medarbejder, og lægen har visioner for hele nationen – visioner, der skal vise sig at komme til at koste ham dyrt.

    En stor hemmelighed
    Samtidig bliver fristelsen, Struensee og den forsømte dronning Caroline Mathilde (Alicia Vikander) imellem, for stor. Snart havner de i seng sammen, og dén hemmelighed bliver vanskelig at skjule, særligt da dronningen snart venter et barn.
     

    Teknisk grundighed

    Arcel instruerer med en teknisk grundighed og præcision grænsende til det strømlinet perfekte, og det er livsnødvendigt for det historiske setup, at troværdigheden er i top.

     

    Klarer frisag

    Faren ligger omvendt i, at en sådan fortællestil kan ende i det kønsløst uinteressante, hvor fokus udelukkende er på formen. Men i store træk klarer Arcel frisag: Formidlingen af det helt store menneskelige drama, der ligger som hjertet i projektet – bag skallen – er endog særdeles vellykket.

    Ind til sagens kerne
    Dramaet vokser sig større og større, indlevelsen vokser, skuespillerne finder længere og længere ind til sagens kerne. Det er en film med en meget stor og bred appeal, der da også opnåede et meget stort publikum.
     

    Lidt for blødsøden omgang

    Blandt svaghederne i projektet er en lidt for blødsøden omgang med filmmusikken, komponeret af internationalt anerkendte Gabriel Yared. Heldigvis er der væsentlige ophold i tonerne, men der er en kedelig tendens til at skrue helt op for blusset, fx i erotiske scener – og det er en kvalm og unødvendig overdrivelse, som også Steven Spielberg er "mester" i.

    Episk sug i maven
    En langt større inddragelse af naturen som en væsentlig formidlingskilde af det store drama kunne have været ønsket. Arcel indfanger en håndfuld spektakulært smukke scenerier, hvor det giver et episk sug i maven: Men der er alt for få af disse perspektiverende bredformater. Filmen foretrækker at holde sig helt inde i inderkredsen af det mellemmenneskelige drama.
     

    Bedst er Mikkelsen

    Ikke alle blandt skuespillerne er lige solide. Men der er omvendt heller ikke nogen, der falder helt igennem. Bedst er – trods velkendt utydelig tale – Mads Mikkelsen samt Trine Dyrholm som den sammenbidt bitre Juliane Marie.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2012, Danmark, Historie, Biografi, Drama, Romantik, Børn på film, Teenagere, 128 min.

    Dansk titel: En kongelig affære
    Instr: Nikolaj Arcel Prod: Meta Louise Foldager, Sisse Graum Jørgensen, Louise Vesth Manus: Rasmus Heisterberg, Nikolaj Arcel Foto: Rasmus Videbæk Klip: Kasper Leick Mus: Gabriel Yared
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BERLIN - Bedste skuespiller (Følsgaard)
    • BERLIN - Bedste manuskript
    • BERLIN-N - Golden Berlin Bear
    • AAN - Bedste udenlandske film
    • BD - Bedste skuespiller (Følsgaard)
    • BD - Bedste fotografering
    • BD - Henning Bahs Award (Niels Sejer)
    • BD-N - Bedste film
    • BD-N - Bedste skuespillerinde (Vikander)
    • BD-N - Bedste skuespiller (Mikkelsen)
    • BD-N - Bedste birolleskuespiller (Dyrholm)
    • BD-N - Bedste birolleskuespiller (Gabrielsson)
    • GG-N - Bedste udenlandske film
    • RB - Bedste birolleskuespiller (Følsgaard)
    • RB - Bedste birolleskuespillerinde (Dyrholm)
    • RB - Bedste instruktør
    • RB - Bedste kostumedesign
    • RB - Bedste scenografi
    • RB - Bedste makeup
    • RB - Bedste musik
    • RB - Bedste special effects
    • RB-N - Bedste film
    • RB-N - Bedste skuespiller (Mikkelsen)
    • RB-N - Bedste skuespillerinde (Vikander)
    • RB-N - Bedsye manuskript
    • RB-N - Bedste klipning
    • RB-N - Bedste lyd
    • RB-N - Publikumsprisen