Ta' lidt solskin (1969)

Publikum svigtede, men anmelderne var reelt begejstrede, da Annelise Reenberg i karrierens efterår serverede denne idylliske folkekomedie bagt efter bedstemors gamle opskrift. Og det er da også til at smile ad, når det glider derudad med gyldmark’ske sange, veloplagte samtidsstjerner og reel fattigmandshygge. Ikke mindst fordi handlingen er hensat til locationoptagelser særligt fra Christianshavn og Nokken. En rigtig amagerfilm, hvor Dannebrog er hejst.
 

Men samtidig står det hurtigt klart, at Reenbergs film ikke er præget af den mest udtalte fantasifuldhed, at formlen er skåret helt efter den gammeldags skabelon, og at humoren i mange sammenhænge er forceret og manieret.

Poul Otto Madsen (Axel Strøbye) og Henry Bernhard Iversen (Poul Bundgaard) bor i al hemmelighed på et loftsrum med den dygtigt skolede hund Hannibal. De tjener et par kroner hér og dér på (skøn)sang i de christianshavnske baggårde, men ikke noget, de kan leve af. Da Bernhard modtager et brev fra sin søster i USA med besked om, at hans to børn er på vej med båden til Danmark, får de to musikanter travlt med at forberede sig. Heldigvis kan de for en billig penge købe et beskedent hus på Nokken, men da først børnene er vel ankomne, er næste udfordring myndighederne. For det er ikke et sundt børneliv at bo uden træk og slip blandt mærkelige utilpassede eksistenser. Nu skal der kæmpes for at vinde børnene tilbage fra anbringelse – og heldigvis kender opfindsomheden hér ingen grænser.
 

Bedst blandt de større roller er Poul Bundgaard, der særligt i det bekymrede spektrum ikke er til at stå for. Axel Strøbye skaber sig omvendt alt for meget i en hyperkomisk overpræstation. Mere charme er der i Clara Pontoppidans Bedste-birolle, ligesom Kirsten Walther har glimt i øjet som Nokkens glædespige.

Annelise Reenberg genbruger i øvrigt Pusle Helmuth og Michael Rosenberg fra Min søsters børn-filmene. De fik hér en afstikker og skal sågar tale engelsk i starten (da de ankommer friske fra en barndom i USA). Det fungerer lige netop tåleligt. "Ta’ lidt solskin" er i helheden bestemt ikke uden charme, og selvom den i 1969 var både gammeldags og forudsigelig, er den alligevel – oplevet i dag – præget af en robust portion nostalgi. Tidsbilledet er også en markant medspiller med fantastiske billeder af Christianshavn og Nokken, i Ole Lytkens fotografering komplet med kreative vinklinger fra kirkespir og helikopter!