Hopla på sengekanten (1976)

Sammenhængende film:

Mazurka på sengekanten (1970)

Tandlæge på sengekanten (1971)

Rektor på sengekanten (1972)

Motorvej på sengekanten (1972)

Romantik på sengekanten (1973)

Der må være en sengekant (1975)

Hopla på sengekanten (1976)

Sømænd på sengekanten (1976)

Den syvende og næstsidste sengekantsfilm fik 5 stjerner i Ekstra Bladet og indeholdt et par enkelte reelt pornografiske scener til forskel fra sine mere lødige forgængere.

Liderligheden i fokus
Endnu engang er plottet ikke overraskende centreret om liderlighed, og endnu engang er Ole Søltoft den lille mand i et spil erotiske kegler. Han er bare ualmindelig dårlig til at læse erotiske signaler, og det bliver han yndige kone (Vivi Rau) så træt af, at hun melder sig som aktivt udøvende i et escortbureau.

Afløb for sine lyster
Her kan hun endelig få afløb for sine lyster. Udfordringen er bare, at hun har hørt om bureauet gennem sin mand, hvis nye personalechef har luftet det som en idé for at få lokket underskrifter ud af mulige kunder. Så det er ikke uden risiko, at konen klæder sig af foran fremmede mænd.

Relativt letløbende
I "Hopla på sengekanten" slipper vi i det mindste for trylleformularer og mærkelige sera, der kan gøre gud og hvermand stangliderlig. Historien er mere "jordnær" og egentlig relativt letløbende. Til gengæld er særligt Søltofts spil ualmindelig krukket og manieret, og det er heller ikke det prisvindende potentiale, der trykker hos Vivi Rau, der stammer, når hun bliver liderlig.

Birolle-power
Så er der mere power over de helt igennem farceprægede biroller. Karl Stegger har vidunderlige scener som plørefuld borgmester til gruppesex med konen. Arthur Jensen er herlig som den eneste blandt politikerne på tur, der overvejer situationen moralsk.

Et stort biohit
Og så udgør Bjørn Puggaaard-Müller og Otto Brandenburg et sødt og skævt bøssepar. Ellers er det småt med begejstringen i en filmserie, der for længst er løbet tør for glidecreme. At det stadig var et stort hit både herhjemme (hvor knap 400.000 så filmen i biografen) og i vores nabolande, siger nok mere om tiden end noget andet. Ole Høyers friske musik kører i ring om det samme spage tema – en tendens i sengekantsfilmene og en ikke videre klædelig forstærkning af det farceprægede.