Goon (2011)

Pjattet med vold eller voldeligt pjattet kaster denne sportskomedie bogstaveligt talt om sig med blodtude, spark i hovedet og masser af verbale tæsk. Slagsbreren Doug Glatt (Seann William Scott) bliver opdaget af træneren for et middelmådigt ishockeyhold. Holdet kan nemlig sagtens bruge Glatts stærke næver i dén ekstremt voldelige kamp, der altid udspiller sig på isen. Jo voldeligere, jo bedre – og dét kan Glatt sørge for. Undervejs indtræffer en lille romance, og det er faktisk filmens eneste nogenlunde humane afstikker fra det generelt usmageligt voldskomiske. Det er med lidt held en anelse grinagtigt de første par gange, hockeyspillerne bliver slået bevidstløse og må bæres fra banen. Men ret hurtigt bliver fascination til undren: "Goon" har ingen rygrad andet end at brække selvsamme med de hårdest tænkelige metoder.
 

Komedien er nærved totalindpakket i musikalsk plastik, og det er på ingen måde en hjælp for det i forvejen hysteriske materiale, der bare kører i ring med blod ud over det hele. Og det ville være til grin at påstå, at "Goon" med sit ishockeyplot lægger op til solid underholdning for den sportsinteresserede: Fokus tages aldrig fra volden, og dén i sig selv har filmskaberne åbenbart ment, det er værd at gokke humor ud af i 92 minutter...! Seann William Scott får lagt ansigtet i de rette folder i hovedrollen som Glatt og gør det egentlig pænt. Til gengæld er alle de bøvede ishockeykolleger tåbelige stereotyper. Filmen levner også plads til en noget skinger bøsseparodi – så mangler vi bare en mere gennemført racistisk tematik, men den sørger filmen for at lægge implicit i de mange volds- og gengældelsesaktioner.

Liev Schreiber optræder i en nogenlunde balanceret birolle som Glatts voldskonkurrent. Særligt i scenen, hvor de to mødes på en café, er Schreiber uventet afdæmpet i en ellers tyndt skrevet rolle.