Barndommens gade (1986)

Astrid Henning-Jensens filmatisering af Tove Ditlevsens selvbiografiske erindringsromaner "Barndommens gade" og "Det tidlige forår" samt andre erindringsskitser, digte og noveller er vellykket – i hvert fald, hvad angår Vesterbro-miljøbeskrivelserne og skuespillet.

Belærende
I sin meget fokuserede karakteristik af hovedpersonen Ester (Sofie Gråbøl) har filmen dog en tendens til at "belære" i stedet for at beskrive: Vi skal hele tiden have slået fast med tolvtommersøm, at Ester skam er en køn og tænksom, og – hvad angår tankegang – bundnaiv pubertetspige. 

1930'ernes Vesterbro

Ester vokser op i 1930'ernes Vesterbro, hvor hun deler en lille 2-værelseslejlighed med far (Torben Jensen), mor (Vigga Bro) og storebroren Carl (Carl Quist Møller). Lejligheden er uden nogen former for moderne bekvemmeligheder, og den lille familie er tvunget til at komme hinanden ved... på godt og ondt. Ester er en drømmer, og det koster hende af og til nogle (mentale) slag, og i skolen må hun også tage nogle fysiske tæsk, bl.a. fordi når hun viser sig fra sin uartige side.

Strålende spil
Sofie Gråbøl fik hér sit store gennembrud. Hendes udstråling er fabelagtig, og selvom diktionen indimellem er liiige i overkanten stiv, yder hun alt i alt en meget stor præstation, hvorom hele filmen drejer. Som Esters veninde stråler Louise Fribo i en slående karakteristik af lusebefængt fattigtøs med lange fingre.

Semi-humane forældre

Hjemme i den trange lejlighed gestalter Vigga Bro og Torben Jensen troværdigt de (semi-)humane forældre. 18-årige Sofie Gråbøl virker ikke helt lille nok til at spille 14-årige Ester. Anne Linnets iørefaldende titelmelodi vandt en Robert.