Far from Heaven (2002)

    En populær familiemor kommer i ubalance, da hun griber sin mand på fersk gerning med en anden mand. Kan han blive en "rigtig" mand igen?


    FORLORENT KRISEBILLEDE

    En film, der i B.T. fik skudsmålet: "En af de bedste film, der nogensinde er lavet", må man da gå ud fra er noget ganske særligt? Så stor var forundringen efter knapt to timer i selskab med "Far from Heaven", idet der kunne konstateres noget nær det modsatte.

    Forloren og uvedkommende
    Filmen er snarere en af de mest forlorne og uvedkommende film, der er produceret i nyere tid: "Far from Heaven" er et sandt studie i kunstighed: Scene efter scene afløser hinanden i glatte, glidende bevægelser.

    Et homoseksuelt sidespring
    Cathy (Julianne Moore) og Frank Whitaker (Dennis Quaid) lever et sundt familieliv med to børn, og Frank er ved at gøre karriere. Men en dag griber Cathy Frank på fersk gerning på kontoret. Her er han i færd med at kysse en mand!

    Helvede er løs
    Nu er helvede løs. Frank opsøger en læge, der skal forsøge at behandle ham for homoseksualiteten. Men det er (som bekendt) ikke nogen helt let opgave. Resultatet bliver derfor en forlængelse af ægteskabslykken på lånt tid.

    En umulig forelskelse
    Imens er Cathy ved at brænde varm på sin nye havemand, den gode og lune Raymond Deagan (Dennis Haysbert). Men det kan ikke lade sig gøre i 1950'ernes USA at komme kærester med en farvet, så også dét går temmelig skævt.

    Hverken fugl eller fisk
    "Far from Heaven" er reelt hverken fugl eller fisk: Hverken en svagstrømskomedie med tragiske spændinger eller en dyb tragedie med glimtvise lyspunkter.

    Pussenusset
    Filmen er pussenusset og kedelig i sit udtryk – selv de gode intentioner med at bryde handlingen med farverige efterårsbilleder drukner i det forlorne.

    Fastfrosne smil
    Filmens farver og musik går hånd i hånd som noget af det mest forlorne, vi har været vidner til meget længe. Skuespillet er helt ude, hvor kragerne vender: Fastfrosne smil eller fastfrosne sure miner. "Far from Heaven" er uden forløsning, uden reelt drama, uden storspil og helt uden fotografiske delikatesser.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2002, USA, Drama, Romantik, Homoseksuelt tema, Børn på film, Biler på film, 105 min.

    Dansk titel: Far from Heaven
    Instr: Todd Haynes Prod: Jody Patton, Christine Vachon Manus: Todd Haynes Foto: Edward Lachman Klip: James Lyons Mus: Elmer Bernstein
    Priser
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Moore)
    • AAN - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste musik
    • BD-N - Bedste amerikanske film
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Moore)
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Quaid)
    • GG-N - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste musik