Blaavand melder Storm (1938)

"I den Film, som nu skal vises, den, der bærer Titlen "Blaavand melder Storm", faar man Lejlighed til at se de stoute Fiskere i de kendte Esbjergkuttere ude paa Havet, hvor Søerne slaar, og Stormen tuder. Denne Film viser Elementernes Rasen, men den er ogsaa en Forherligelse af den Fiskerbefolkning, som drages af det store Hav, og som udfører sin Del af dansk Virksomhed, som er et Led af det Erhvervssamfund, uden hvilket Vilkaarene vilde være endnu slettere for det danske Folk, end Tilfældet er nu."

Sådan indledes O’Fredericks og Lauritzens dramatiske fiskerfilm "Blaavand melder Storm" af den daværende statsminister Th. Stauning. Læsende op af sin lille tale og med sjældne øjekast mod kameraet sætter socialdemokraten stemningen, allerede inden filmens stormomsuste indledning.

Der hersker altså ikke tvivl om, hvilken stemning, vi skal sættes i: Stoute fiskere, der trodser de barske elementer for at bidrage til det danske samfunds oprettelse. Det kunne lugte lidt af propaganda, og det er også dét hovedindtryk, filmen efterlader – særligt i den første halve times tid.

Her er der ingen grænser for, hvor fantastiske, esbjergfiskerne er, og dette billede forstærkes af dokumentarisk arbejdsomme klip fra de industrier, der får fiskeriet til at glide: Tovværks- og isfabrikkerne arbejder på højtryk! Efter den rendyrket selvsmagende indledning begynder intrigerne at tage over. Historien centrerer sig om fiskeskipperen Jens Olesen (Osvald Helmuth). Han er næsten altid i godt humør, og mens han er på havet, indløber meddelelsen fra radiocentralen Blaavand om, at lillemor derhjemme har født ham først én, så to, og så hele tre sønner.

I en anden fiskeskipperfamilie er der for alvor drama på: Christian Larsen (Axel Frische) er lykkelig over, at hans yndlingssøn Svend (Lau Lauritzen) er vendt hjem, så han kan overtage skipperskabet. Til stor fortrydelse for konen, der ikke kan lide Christians forfordeling: Sønnen Thorsten (John Price), der er introvert og mærkelig, er således ikke interessant for Christian og kan kasseres.

Det afføder et større jalousidrama, der er tæt på at koste Svend livet på åbent hav. Men mon ikke der er forsoning i luften henimod slutningen? Det skulle jo gerne fremstå tydeligt, at vestjyske fiskere kan finde løsninger – selv på mellemmenneskelige problemstillinger.
 

Osvald Helmuth er sært overspillende i hovedrollen. Overfrisk med gluggerne spærret helt op og med outrerede klovnefagter. Så er det sødere og sjovere at se 7-årige sønnike Frits Helmuth debutere i filmens indledning (han spiller fiskeskipperen som barn). Axel Frische bidrager med en portion djærve jyske rulle-r’er og tilsvarende lune, hvorimod dramaet mellem brødrene Larsen  ikke er troværdigt (selvom John Price yder en fin præstation som "undermåler"-brormand).

"Blaavand melder Storm" fremstår klart mere klodset og støjende end stout og repræsentativ. Det er svært ikke at få afsmag for det absurd tydeliggjorte hyldestmateriale. Propagandaminister Joseph Goebbels ville givet føle sig inspireret af den indædte tordnen for en national sag. Kai Rosenbergs underlægningsmusik bidrager særligt med svært dramatiske violiner til de hektiske stormscener på åbent hav. Disse blev selvsagt filmet i studie og fremstår i dag primitivt, men alligevel med en vis tæft.