Det brændende Spørgsmaal (1943)

    En selvglad og liderlig karl gør naive kvinder gravide på stribe, og en garvet læge beslutter at fjerne et foster, karlen er skyld i.


    ONDT FORDRIVES..

    + PLUS: fine præstationer | historisk interessant
    -MINUS: betændt morale | melodramatisering

     

    Tematisk beslægtede film:
    Ich klage an (1941)
    Det brændende Spørgsmaal (1943)
    Affæren Birte (1945)

    "Hvad gør en Gartner, naar han ser en Ukrudtsspire vokse op i sin Have? Han fjerner den! Det samme har jeg gjort, og mit Motiv var Samfundets Velfærd. Vi vil se en god Slægt og en sund Folkestamme vokse op her i Landet."

    En forsvarstale
    Disse er ordene, som den rutinerede og højt skattede læge og professor Eigil Thomsen, personificeret af kornbølge-gråhårede Poul Reumert, anvender i sin forsvarstale i retssalen hen imod denne films dramatiske slutning. Forud for retssagen har udspillet sig en ulovlig handling, da selvsamme læge ganske mod landets love har fjernet et foster fra bugen på en af sognets unge kvinder.

    Love og principper
    Hvor Eigil Thomsen ellers står fast på love og principper, er han i denne sag blevet overbevist om, at den unge kvinde - og samfundet - er bedre tjent, uden at livet tager form og fødes til denne verden.

    Udspekuleret liderbuk
    Faren til barnet er nemlig den ualmindeligt udspekulerede liderbuk Hugo Holm, der scorer unge kvinder på samlebånd og uden at skele til moral og etik gør dem gravide uden efterfølgende samvittighedsnag.

    Samvittighedsløs
    I Poul Reichhardts sleske portræt af denne Hugo forstærkes filmens ønske om at udstille netop det samvittighedsløse og liderlige, så professorens forsvarstale kan fremstå så meget desto mere vægtig: Denne Holms blod fortjener ikke at forgrene sig i flere slægstled. Og som professoren har fortalt Holm i en af deres talrige små bataljer, så ville han have fosterfordrevet ham - hvis han vidste, hvilken skidt karl han ville blive i sit voksne liv!

    Langt fra lystspilsidyl
    Der bliver således ikke lagt fingre imellem, når Thit Jensens skuespil "Storken" her filmatiseres af Alice O’Fredericks i en af dennes relativt få alvorlige film, langt fra lystspillets idyl.

    En logrende hale
    Med tanke på filmens samtid, året er 1943, og den omfangsrige racisme syd for grænsen, hvor nazisterne udøvede vold og "nådedrab" på samfundets uønskede - herunder "åndssvage" og handicappede - fremstår "Det brændende Spørgsmaal" unægtelig som en logrende hale på Goebbels’ hadefulde linje.

    Flirtede med nazisterne
    Og dét faktum, at Alice O’Fredericks rent faktisk flirtede med nazisterne og deres stramt kontrollerede filmindustri, gør ikke oplevelsen af filmen mindre betændt.

    Skjult propaganda
    "Det brændende Spørgsmaal", der i øvrigt refererer til den vanskelige problematik omkring fosterfordrivelse og kvinders rettigheder, bliver i O’Fredericks’ iscenesættelse således en slet skjult propaganda for racehygiejne, hér eksemplificeret i en mandetype, samfundet ikke er tjent med.

    Teatralsk
    Filmoplevelsen er jævnt tung og teatralsk, dog pænt hjulpet på vej af netop det betændte historiske klima: Dét er underholdende og tankevækkende.

    Ud over rampen
    O’Fredericks’ iscenesættelse er stram i en bevidst underbygning af de teatralske temaer. Størst gennemslagskraft er der i skuespillet, hvor særligt Poul Reichhardts sleskhed og Bodil Kjers sårbarhed når ud over rampen.
     

    Pænt fraværende musik

    Og Sigrid Horne-Rasmussens portræt af Kjers veninde Dax hører til blandt hendes mere elskelige roller. Sven Gyldmarks musik er pænt fraværende, hvilket hjælper mange af de tunge scener lettere gennem stereotypernes skærsild.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021