The Most Dangerous Game (1932)

Dette tidlige lydeventyr og pre-code-censur"fritagede" actionbrag leverer varen på sin umiddelbare nerve, som den særligt kommer til udtryk i Leslie Banks' vidunderlige greveportræt (Dracula, go home!) og de alt andet lige æggende kamp/flugt-scener i "vild natur". Selve præmissen om at jage mennesker som bytte bare for sjov er allerede vidunderlig, men der er stykke vej til den helt optimale udnyttelse af dette betændte vanvid i makkerparret Irving Pichel og Ernest B. Schoedsacks iscenesættelse. Studieoptagelserne er alt for dominerende (også når vi kommer "udendørs"), samtidig med at Max Steiners underlægningsmusik – om end pænt karakteristisk i sin simple, bombastiske akkordstruktur – tordner nådesløst og vedvarende under store dele af eksekveringen.

Det kan være farligt at betræde fremmed land. Det erfarer jægeren Bob Rainsford (Joel McCrea), da hans skib forliser ud for en stormomsust klippeø – og hvor han som eneste overlevende kommer i land og finder frem til øens store stenhus. Her bliver han mødt af en i første omgang gæstfri greve, men det skal snart vise sig, at denne grev Zaroff (Leslie Banks) har tænkt sig at udnytte situationen til sin egen syge fordel. På øen har han allerede flere tidligere forliste i sin varetægt, blandt andre Bobs søster Eve (Fay Wray), og snart er de jaget vildt overalt på øen!

Nyd Noble Johnsons birollepræstation som grevens stumme dørvagt og opvarter Ivan, der kun lyder ordrer på gebrokkent russisk – buskede øjenbryn og lynende dræberblikke siger hér mere end tusind ord. Og så er der skøn kitsch at hente i papnaturen, der er den samme, der blev brugt året efter i klassikeren "King Kong", og som vores uheldige helte må forcere med banditter i hælene sidst i filmen.