Westward the Women (1951)

Drevet af uudtømmelige styrker i manuskriptet, hvor simple, men forførende og ofte arketypebrydende begivenheder afløser hinanden, har "Westward the Women" allerede en kilde til meget stor tilfredsstillelse. Top dette stærke udgangspunkt med William C. Mellors slet og ret ønskedrømsskønne fotografering og perlepræstationer fra både kvinder og mænd, og du har en af de absolut mest fascinerende westerns fra 1950'erne.

Udgangspunktet for fortællingen er en meget stor gruppe kvinder, der er samlet i en sal for at afvente afgang fra Chicago mod Californien. De søger alle efter en mand og har hver især udvalgt et fotografi fra en stor tavle. Ført af cowboyen og guiden Buck Wyatt (Robert Taylor) skal de snart ud på den enorme rejse i hestevognskaravane – vel vidende, at hele tre ud af ti vil miste livet undervejs...

"Westward the Women" vækker – helt på tværs af genrer – blandt andet mindelser om sørgmodige klassikere som John Fords The Grapes of Wrath (1940) og Vittorio de Sicas neorealistiske 1940'er-perler, og det skyldes ikke kun den høje grad af realisme i William A. Wellmans iscenesættelse. Der er også meget at genkende i æstetikken, der veksler mellem tempofyldte ridescener og dvælende pauser – sublimt formidlet i fotograf William C. Mellors kameralinser, hvor afstand og dybdeperspektiv ofte afveksler det mere nære i de konstant levende udendørsoptagelser: Hele tiden med reallyden som trofast og velafbalanceret følgesvend. Mange handlingselementer, der indrammes af stærke og dybe følelser, ejer en iboende smerte, hvor "kampen om kønnene" udviskes og hermed former moderne – og for den klassiske westerngenre ret så sjældne – billeder på, at kvinder også kan være handlekraftige og determinerede i vildmarken. Det er ypperligt forfriskende og sympatisk og former en fortælling, der går rent og ligevægtigt ind hos både kvinder og mænd.

Der er dog stadig 1850'er-tidstypisk nedladende og patroniserende scener, andet ville også næsten være mærkeligt. Men hverken det typiske eller atypiske i synet på særligt kvinderne i fortællingen synes at være noget, Wellman og hans fantastiske manuskriptforfattert Charles Schnee har været decideret fokuseret på. Snarere kommer ligebehandlingen og billederne på gensidig forståelse naturligt, gnidningsfrit – hvorfor det også står så meget desto stærkere i det færdige resultat. Af dette følger naturligt en perlerække af funklende skuespillerpræstationer. Og så er det et meget markant og magnifikt træk, at hele handlingen er fuldstændig uden underlægningsmusik.