Dreyers skygger (2026)

Daniel Bødker Sørensen, der tidligere blandt andet instruerede gyserkortfilmene Korsveje (2012) og Nu er solen død (2015), kaster her sin kærlighed på filminstruktørlegenden Carl Th. Dreyer – en kærlighed, der allerede startede i Sørensens drengeår, da han så Martin Drouzys biografi om instruktørlegenden i et antikvariatvindue.

Og tv-dokumentaren om Dreyer med families op- og særligt nedture bærer da også præg af et dybdegående kendskab til Dreyers liv og værk og de store omvæltninger, som tilværelsen bød på – både som filmskaber og som far til to børn, hvor især datteren viste sig at skulle igennem mange pinsler.

Helt så banebrydende og med totalt nye perspektiver på Carl Th. Dreyer, som Bødkers egen fortællerstemme lægger op til, er "Dreyers skygge" ikke. Men tv-dokumentaren er teknisk flot og arkiv- og kildemæssigt velunderbygget, og så klæder det fortællingen, at det primære fokus er på mennesket Dreyer – og at der er gjort vægtige anstrengelser på at (gen)opdage både de psykiske lidelser og deres mange ringe i vandet.

Som rammefortælling bag det psykologiske portræt vælges en helt klassisk gengivelse af Dreyers værk (med filmklip) – og dokumentaristen Bødker står selv for alt det tekniske. Han lader sig indimellem (lige tanden for prætentiøst) metafilme som fotograf med steadicam, mens han blandt andet filmer Dreyers boliger i både Danmark og Frankrig.