Point Blank (1967)

Året før det vellykkede og kompakte tomands-2. verdenskrigskammerspil Hell in the Pacific (1968) – også med Lee Marvin i en af hovedrollerne – skabte John Boorman en af karrierens mest evigtgyldige film: Med "Point Blank" er vi i film noir-land – i farver og med en bagdelssparkende fremdrift præget af stor variation og fortællelyst. Ikke mindst i kraft af Philip H. Lathrops (The Pink Panther (1963), Earthquake (1974), The Prisoner of Second Avenue (1975), The Killer Elite (1975)) eminente fotografering.

Fra første scene mærkes den kompromisløse tilgang til kriminalstoffet, hvor rollefigurerne er typer, der kalder en spade for en spade, og hvor der handles, før der tænkes. Den hemmelighedsfulde Walker (Lee Marvin) er blevet efterladt med flere skudhuller i kroppen ovenpå en betændt pengeudveksling i det forladte Alcatraz-fængsel, men det lykkes ham alligevel at kvabbe sig ud i bølgerne og komme sig. Senere er der dømt hævntogt, for selvom beløbet, som bagmændene skylder ham, er beskedne $93k, er Walker ikke typen, der lader andre bestemme over, hvordan hans (u)retmæssigt penge skal fordeles. Togtet bringer ham blandt andet gennem Los Angeles' jetsetkvarterer, hvor han finder den ene af luskepelsene efter den anden, så han formodentlig kan få genoprejsning.

"Point Blank" er først og fremmest en formfuldendt genrefilm – et perfektionistisk billede på både egen tid og serveret i en stil, der i høj grad blev formet og dyrket i årtierne inden. Den relativt simple handling glider let og elegant ind og ud af de fabelagtige fagter, som Lathrops (kolossalt dynamiske og bundløst opfindsomme) fotografering og den rytmiske klipning former. Og midt i rollefigurernes arketypisk forudsigelige replikker og handlemønstre lykkes det Boorman at få flere af de centrale skuespillere til at bryde lidt ud af det forventelige.

Lee Marvin lykkes virkelig godt med at få ført lidt tiltrængt nerve ind i den sammenbidte Walker-hovedrolle, ligesom Angie Dickinson er skøn som "kvinden i midten", det elegante, men også determinerede skibsbrikspotentiale Chris. Michael Strong har fine scener i birollen som bilsælgeren Stegman (som kommer på noget af en køretur med Walker!). Og John Vernon overbeviser med maskulin myndighed i en karrierens tidligste optrædener.