Hannibal & Jerry (1997)

Der er knald på pastelfarverne, og det absurde i hverdagens trummerum fremhæves til det ekstreme – som oplevet af drengen Hannibal (Jonathan Kvium), der keder sig bravt mellem to fortravlede og forfjamskede forældre (Paprika Steen og Martin Brygmann) i forstadsbydelen.

Hunden kidnappes, og noget må gøres...

En dag forærer forældrene ham hunden Jerry, der viser sig at kunne tale menneskesprog(!) Da dét går op for børneunderholdningsmogulen Onkel Morfar (Steen Rasmussen) og hans håndlanger Morbror Harry (Michael Wikke), kidnappes kræet selvsagt, og noget må gøres for at få bjæf tilbage...

Skæv- og skørhed

Der er megen beundringsværdig skæv- og skørhed i d'herrer Wikke og Rasmussens indfaldsvinkler – baseret på eget og Kim Fupz Aakesons manuskript (og sidstnævntes børnebog "Didriksen(-)detektiverne"). Og af og til sidder både humoren og dens spraglede rammer, hvor den hører hjemme: Nemlig i en børne- og familievenlig fantasirigdom.

Let konstrueret

Men – desværre – havner mindst ligeså meget i en grøft mellem det let konstruerede og manierede og dumt gentagende, hvor overdrivelsen ikke fremmer forståelsen i hverken skuespil, replikvekslinger eller situationer sat på spidsen. Hér bliver "Hannibal & Jerry" til en blæverfarce, der mangler sans for at drage nytte af helikopterperspektivet.

Vellykket betuttet

Mest saft opstår ud af situationerne med den vellykket betuttede Morbror Harry, som Michael Wikke rammer med en vis indsigt i "den barnlige voksne". Og parløbet mellem de to meget forskellige politibetjente Hell(e) (Hella Joof) og Petter (Peter Frödin) tager tilløb til små, søde opblomstringer (og udgjorde filmens eneste Bodil-nomineringer).

Passabelt familievenligt

De relativt mange musicalindslag er passabelt familievenlige, men tager for meget af den i forvejen korte spilletid på 75 min. til at filmoplevelsen når at få kød nok på benet. Apropos... scenerne med den nuttede hund kunne med fordel have været bedre udnyttet.