Charlie Butterfly (2002)

Denne studentikose, højstemte (og syvdobbelt Robert-nominerede) debutfilm af polsk/danske Dariusz Steiness stræber højt og "Dreyer'sk", men er på mange måder så ubagt og prætentiøs, at indmaden flyder ud langs panelerne.

Passer på ingen måde ind

Dariusz Steiness skrev manuskriptet sammen med ingen ringere end Klaus Rifbjerg, og hovedrollen som Hans Underlin var oprindeligt tænkt til Kim Larsen, der dog sprang fra undervejs i planlægningsfasen. Såååå kan det godt undre, hvordan Baard Owe kom ind i dét billede – i hvert fald må det konstateres, at han på ingen måde passer ind... hvis nogen mandlig herre overhovedet havde kunnet bringe Hanse-rollen ud over stepperne.

Hang til jazz

Denne Hans Underlin er en forbitret, sarkastisk, nedladende, bedrevidende, misantropisk, hadefuld, uelskelig mand, der engang var brandmandschef, men som nu klimprer på et elektrisk klaver i tide og utide for at få afløb for sin hang til jazz. Af og til afbrydes han af konen "Englen" (Vigga Bro), hvortil han snerrende udbryder: "Jeg hader at blive afbrudt!"

På vej i døden

Hans så gerne, at sønnike Jesper (Allan Vegenfeldt) gik i brandmandsfodsporene, men kærligheden de to imellem kan (sjovt nok) være på et meget lille sted, og Hans er efterhånden godt i gang med at forberede sin egen tidlige død, bl.a. gennem dén heftige druk, der også har været medvirkende til, at han mistede synet – og ikke gør humøret mere blændende.

Ambitiøs fotografering

"Charlie Butterfly" indkasserer en enkelt stjerne for sin ambitiøse fotografering, hvor Eigil Bryld i dén grad folder sig ud med de helt store (og kunstnerisk betagende) armbevægelser. Men (heller ikke) dette passer ind i Dariusz Steiness' mislykkede film.

Farve- og fantasiløst

Jazzmusikken som centralt handlingselement vil næppe pirre ret mange af musikgenrens entusiaster, og det længe "ventede" koncertklimaks bliver da også ligeså farve- og fantasiløst som hele filmens koncept. "Charlie Butterfly" blev set af færre end 400 i biografen i 2002!