Belladonna (1981)

Det, der 23 år senere lykkedes Jytte Rex så flot med dramaet Silkevejen (2004), er hér i 1981 mere famlende og gumpetungt: Nemlig skildringen af en midaldrende kvinde i en livskrise gennem bl.a. sværmerisk dagdrømmeri.

Katarsis i vente?

Judith (Ilse Rande) bliver både skilt og mister sit arbejde på kort tid. Hun er nu tvunget til at genopdage sig selv, og begiver sig – bl.a. gennem underbevidsthedens tåger og konfrontationer med moren og ægtemanden – ud på en rejse, der med lidt held kan blive katarsisk.

Højt til vejrs og flirtende

Undevejs er vi et smut blandt sneklædte bjerge, højt til vejrs og flirtende i Vor Frelser Kirkes tårn. Vi er med, når der synges godnatsange for poden, og når der tages en svingom med en god omgang kvindesagskamp...

Spredt fægtning

Spredt fægtning, der i glimt viser noget af det, Jytte Rex kan mestre – det billedlige himmerige... hér i Alexander Gruszynskis ypperligt smukke fotografering, hvis detalje- og fortolkningsrigdom langt overflyver selv den øvre barre for kunstneriske ambitioner i dansk film i starten af 1980'erne.

Mangler en sammenbinding

Men rigtigt inciterende bliver "Belladonna" ikke, fordi filmen mangler en sammenbinding af de store følelser på tværs af metalag, levet liv, visuelle (strø)tanker og lydmæssige svingture med minder – selvom netop lydbilledet er præget af en dejlig ægthed.

Abstrakt vildfarent

Det mærkes tydeligt, at Jytte Rex kommer fra kunsten, men som kunstværk bliver "Belladonna" ikke tidløst museumspotentiale, men snarere alt for abstrakt vildfarent.