Juliane (2000)

Sammenhængende film:

Klinkevals (1999)

Juliane (2000)

Det er helt oplagt at vente sig mere af samme skuffe af "Juliane" som "Klinkevals", i og med at filmene blev indspillet samtidig og fik dansk biografpremiere hhv. den 29. oktober 1999 og den 7. april 2000.

Moderat vellykket

Det er da også præcis samme moderat vellykkede historiske vælling, der røres rundt i. "Juliane" fortsætter i samme tone, i samme stil, med samme spil og med samme facit: Scenografisk over forventning og med en stemning, der i glimt bringer os troværdigt tilbage til Christianshavn sidst i 1800-tallet.

Djærv familiemor

Her kæmper den djærve familiemor Juliane Jensen (Mette Lisby) for at holde sammen på hverdagen i et samfund i forandring og med flere og flere børn at forsørge. Hun er lykkeligt gift med smeden Otto (Pelle Koppel), der dog bringer sig selv i fare ved at insistere på at være på fagforeningsbarrikaderne...

Kærlighedens genvordigheder

Samtidig – og mest vellykket – følger filmen næste generations famlende forsøg udi bl.a. kærlighedens genvordigheder. Her er der pæn pil opad udi oprigtighed, selvom "Juliane" aldrig lykkes med at bringe ret mange af sine mange små og store afstikkere troværdigt i mål.

Vil alt for meget

Det bliver ved de små glimt af noget relaterbart og bemærkelsesværdigt – og at det aldrig stikker dybere skyldes i høj grad, at filmen vil alt for meget... som om, der har været for meget materiale til for lidt filmrulle, hvilket de abrupte klip (ofte til sort lærred) bl.a. vidner om.

Generelt pænt spillet

Skuespillet er generelt pænt, særligt i udvalgte mindre roller (og dem er der mange af – også helt små og grundlæggende ubetydelige): Bedst er Kristian Halken som liderlige hr. Linder og Nicolaj Kopernikus som glædespigeformidleren La Gardi. Omvendt er fx både Birthe Neumann og Bodil Jørgensen helt døde i øjnene i håbløst udvandede og intetsigende roller.

Primær force i produktionsdesignet

Igen er det Sebastian, der leverer (præcis den samme) underlægningsmusik: Kedelig synthesizer-nonsens, der dog opvejes noget af det mere habile tema og medfølgende titelsang. "Julianes" primære force ligger i produktionsdesignet og dets evne til på ret simpel baggrund af levendegøre et gammelt København uden at falde i "Bryggeren"-fælden.