Boxcar Bertha (1972)

Helt tidligt i karrieren afprøvede Martin Scorsese stadig – sådan lidt filmskoleagtigt – grænser og formater, og denne, hans anden spillefilm, er rent ud sagt ikke videre vellykket. Der er fine takter, en rimelig bølgende energi og en let piblende opfindsomhed, men resultatet er alligevel alt andet end supertilfredsstillende.

Med en evindeligt stressende og ypperligt stemningsmæssigt kontralogisk enkeltinstrument-musikunderlægning (blandt andet mundharmonikaen og violinen får én over nakken) er der aldrig ro på lydsiden til at forme egne fortolkninger af filmens budskaber. Og skuespillet er – i bedste fald – "synkroniseret" med den lidt famlende iscenesættelse. Store præstationer hentes ikke af Scorsese iscenesættelse og heller ikke af Joyce Hooper og John William Corringtons manus, der er baseret på bogen af Ben L. Reitman om det virkelige livs Boxcar Bertha.

I 1930'ernes USA og midt under Den Store Depression mødes fagforeningslederen Big Bill Shelly (David Carradine) med den jævne, evigtgrinende og seksuelt sultne Boxcar Bertha (Barbara Hershey) – og de to danner snart par ikke kun på skibsbriksen, men også udi kriminalitet, hvor de i bedste Bonnie og Clyde-stil blandt andet forsøger at opnå hævn over en gusten jernbaneledelse.