Bonnie and Clyde (1967)

Det lå ikke helt i kortene, at Arthur Penns "Bonnie and Clyde" skulle blive alletiders største kassesucces. Men publikum elskede det rebelske tema og det ufiltrerede og samfundskritiske fokus på to kriminelles løbebane i depressionstidens USA.

Manuskriptet blev oprindelig tilbudt François Truffaut, der udviste begejstring. Men da producenten forlangte en stjerne i den mandlige hovedrolle og pegede på Warren Beatty, stejlede Truffaut. Han brød sig slet ikke om Beatty og udtalte, "hellere slet ikke skabe film end at skabe film med disse personer" (herunder Beatty og Marlon Brando). Desuden havde Beatty købt rettighederne til filmen og ville selv producere.
 

Det er desværre vanskeligt at finde dybde eller varige kvaliteter ved "Bonnie and Clyde", ganske givet som en direkte effekt af den farceprægede stil, hvor bankrøverier og tilnærmet parforhold konstant skydes i knæ af overgearet lalleglæde i tempo og skuespil. I en spillestil, der var populær i 1960’erne, reducerer Warren Beattys følsomme fagter stilen til overfladiske manerer. Og Faye Dunaway følger trop med ekstremt manieret skuespil, der i hvert fald ikke præger filmoplevelsen i retning af oprigtighed. Som tilskuer føler du dig som en sagesløs brik i et spil, hvor du ikke forstår hverken spilleregler eller humoren omkring bordet. Og når alvoren spidser til med action og dødbringende biljagter, præges den til stadighed af resterne fra de riges bord – det stemningsmæssigt dominerende farcepræg.

Beatty valgte Arthur Penn som instruktør, og Penns stil er interessant nok inspireret af netop Truffaut og Godards gangsterfilm og blander således det amerikansk håndgribelige med "fransk nybølge". Filmen blev stærkt fordømt for sine udpenslende voldsbeskrivelser og blev i begyndelsen sablet ned af pressen. Man var ganske enkelt ikke vant til at se vold gengivet så grafisk. Filmen var således den første Hollywoodfilm, der for alvor fik tilskuerne til at opleve voldens rædsel, blandt andet fordi den teknologiske udvikling havde gjort det muligt at vise skudlæsioner mere realistisk.

Uden at være helt historisk korrekt følger filmen depressionstidens mest berømte bankrøverpar Clyde Barrow (Warren Beatty) og Bonnie Parker (Faye Dunaway), der i samtiden blev hyldet som folkehelte for deres kontinuerlige bankrøverier og heraf følgende opgør med pengesystemet og magthaverne. Clyde har udstyret i orden, og han imponerer hurtigt den smukke Bonnie med sine frygtløse røverier. Bonnie er solgt og bliver Clydes partner in crime. Men på skibsbriksen forholder det sig anderledes: Filmens behandling af sex blev banebrydende, ikke mindst som følge af temaet med den impotente Clyde.

Filmen hører til blandt de første og mest succesrige film, der blev indspillet under USA's nye og mere lempelige ratingsystem, og beskrivelsen af Clydes psykologiske impotens hører til blandt de mere vellykkede og oprigtige temaer i filmen. I det oprindelige manuskript var Clyde bøsse med et forhold til sinken C.W. Moss, men Penn ændrede det med dén begrundelse, at uden den seksuelle frustration havde Bonnie og Clyde ingen tilskyndelse til at røve banker. De er spærret inde i Clydes impotens med revolveren som penisforlænger. "I ain’t much of a loverboy", som den frustrerede Clyde udtaler det, da Bonnie kaster sig over ham første gang.

Efterhånden bliver bankrøverne mere og mere vovede i deres kriminelle kunst, og før eller siden må lovens lange arm vel indhente dem, som det da også sker i det hektiske klimaks, der bliver filmens allersidste scene.

Hollywood lærte meget af Penns film, og dens succes hos publikum viste, at kombinationen af europæisk stilisering med traditionelle temaer kunne blive succesrige. Coppolas The Godfather (1972) viste fem år senere Penn oprigtig ære ved at efterligne den nøje. "Bonnie and Clyde" blev 10-dobbelt Oscarnomineret med Estelle Parson og fotograferingen som vindere. Desværre er der ikke bid i hverken Parsons eller Gene Hackmans birolleindspark, der ligesom filmen i helheden drukner i hysterisk komik og overspil.