The Scarlet Letter (1995)

Roland Joffés stort anlagte filmatisering af Nathaniel Hawthornes historiske roman floppede fælt i biograferne og er i dag i stedet at finde på en række lister over filmhistoriens dårligste værker.

(Billed)skønt

Helt så slem tager "The Scarlet Letter" sig altså ikke ud: Der er både (billed)skøn landskabsfotografering, glimt af vellykket historisk stemning (trods virkelige grimme bygninger) – og en sine steder nydeligt gestaltet kærlighedsaffære.

En græsenke med et håb

Vi er i det herrens år 1666. Græsenken Hester Prynne (Demi Moore) venter egentlig bare på, at hendes mand Roger Chillingworth (Robert Duvall) vender hjem fra krig. Det vil sige, egentlig vil hun helst have, at rygtet om hans død i kamp holder stik.

I al hemmelighed

Dette ønske bliver kun forstærket, da hun forelsker sig stormende og gengældt i den lokale unge præste-stud Rev. Arthur Dimmesdale (Gary Oldman). De ved begge, at de skal holde deres udvidede flirt hemmelig, men noget går galt – og måske er  Chillingworth alligevel ikke død?

Forbudte følelser

En klassisk tragisk og shakespeare'sk fortælling om forbudte følelser og (delvist) tilbageholdte drifter folder sig således ud for fulde gardiner i Roland Joffés ublufærdige iscenesættelse.

Aldrig helt vellykket

Aldrig helt vellykket, ofte ufrivilligt komisk og lige tanden skævt spillet (særligt i den udvidede dobbeltorgasmescene!): "The Scarlett Letter" kender ikke sin besøgelsestid og overstyrer mod afrgunden ret tidligt i handlingen.

Episk-lyrisk musik

Men meget reddes alligevel af Alex Thomsons flotte fotografering og ikke mindst af John Barrys episk-lyriske underlægningsmusik, der var det tredje score til filmen efter kasserede bidrag fra både Elmer Bernstin og Ennio Morricone