Medicine Man (1992)
To umage forskere, en mand og en betydeligt yngre kvinde, krydser klinger på mere end én måde i Amazonas-regnskoven.
UD MED BADEVANDET
Det er svært at finde ret mange positive gloser om denne på alle måder umage romantiske suppefilm, serveret af ellers altid (action)habile John McTiernan (Predator (1987), Die Hard (1988), The Hunt for Red October (1990)). "Medicine Man" er egentlig lige til at skylle ud med badevandet med de primitive faciliteter langt ude i filmhandlingens regnskov.
En dyr omgang badevand
Og det blev en dyr omgang badevand. Sean Connery fik fx, hvad der svarer til 50 mio. danske kroner for sin hovedrollepræstation som Dr. Robert Campbell – i 1992-valuta(!). Denne Dr. Campbell er bestemt ikke venligt stemt, da der ankommer en kvindelig assistent til hans forskningsbase i Amazonas-regnskoven!
Evindeligt hylende kvinde
Det er den überfeminint klodsede, evindeligt hylende (ad slanger, højder, m.m.) Dr. Rae Crane (Lorraine Bracco), der må tage den sure tørn at bløde gamle, grålokkede Robert op, mens de forsøger at forske sammen. Angiveligt tæt på at finde et middel mod kræft! Mon ikke de to også finder melodien (og en junglevariant af en skibsbriks) hen ad vejen?
Decideret ringe
Connery spiller nydeligt på rutinen som alfahannen uden ret meget (fagligt/artsligt) tilovers for kvindelige damer. Omvendt er Lorraine Bracco skingrende skingert-spillende (=decideret ringe) som Dr. Crane og modtog da også (som filmens eneste nominering overhovedet worldwide, alle festivaler inkluderet) en Razzie-nominering som "Worst Actress").
Romantisk regnskovsfugt
Filmen er udelukkende interesseret i at flashe den tiltagende romantiske regnskovsfugt mellem de to doktorer – og glemmer at forme et miljø omkring dem, selvom det ligger særdeles lige for. Således er der kun sporadisk udnyttelse af de bjergrige egnes skønhed, og på mange måder emmer optagelserne af "regnskovs-studieoptagelser".
Spinkelt grundlag for troværdighed
Musikken er af Jerry Goldsmith og er – isoleret afspillet – ganske spidsfindig. Men den lidt overfriske, komiske olietøndetone gør filmen en bjørnetjeneste ved at undergrave det i forvejen spinkle grundlag for "dramatisk" troværdighed.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2025
Fakta om filmen
1992, USA, Drama, Romantik, Eventyr, Dyr på film, Børn på film, Bjerge på film, Skibe på film, 106 min.
Dansk titel: Medicine Man- Sean Connery (Dr. Robert Campbell)
- Lorraine Bracco (Dr. Rae Crane)
- José Lavat (Government Man)
- José Wilker (Dr. Miguel Ornega)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation