Knock at the Cabin (2023)

Spidsfindig og smidig katastrofefilm, hvor temaet er noget så håndgribeligt som Jordens undergang. Eller er det nu også det? Da far, far og adoptivdatters sommerhus pludselig invaderes af fire fremmede, er det nemlig nærliggende at tro, at deres gustne krav om død og ofring har bund i noget dommedags-sekterisk.

Ude i hampen

Det ville enhver ved sine fulde fem nok mene: For kravet om, at enten far #1 Eric (Jonathan Groff), far #2 Andrew (Ben Aldridge) eller datteren Wen (Kristen Cui) skal ofres for at undgå dommedag synes noget ude i hampen.

På sidste vers?

Men efterhånden, som vaviddet spidser til i træhuset, begynder alvoren at gå op for de bagbundne fædre. Måske er der noget om snakken, når det invasive firkløver taler om, at kloden synger på sidste vers...?

Uhyre vellykket

Dette kan lyde som en lidt halvtåbelig præmis for den uindviede, men "Knock at the Cabin" er faktisk en uhyre vellykket genrefilm, der lever højt på sin mystik gennem et fermt manuskript, et raffinement af et underspillet lydbillede med relativt lidt underlægningsmusik – og en klynge vanedannende eminente skuespillerpræstationer.

Med hud og hår

Langt de fleste implicerede lever sig ind i helvedet med hud og hår, og instruktør M. Night Shyamalan er ikke bleg for at twiste stereotyperne, så fx firskårne Dave Bautista bliver blød mand. Det er ret fascinerende at bevidne.

Effektive hårrejs

Produktionsdesignets fire vægge er det meste af filmen afgrænset af et simpelt træhus – et lidt billigt setup, men det fungerer alligevel pænt. Senere opnås der hårrejs i mødet med meget overbevisende større eksistentialistiske perspektiver i fortællingen.