Arcadian (2024)

Denne postapokalyptiske fabel fascinerer fint i de første 45 minutters tid, hvor det endnu er mere antydning end smæk for skillingen, der hersker. "Arcadian" lukrerer – ligesom hundredevis af andre lala-produktioner – på Nicolas Cages tilstedeværelse på rollelisten. Han har også koproduceret filmen. Cage arbejdede tillige sammen med instruktør Benjamin Brewer i den kreativt eksekverede krimi The Trust (2016).

Langt ude på landet har alenefaren Paul (Nicolas Cage) opbygget en base sammen med sine 15-årige tvillingesønner Joseph (Jaeden Martell) og Thomas (Maxwell Jenkins). Herude kan de (næsten) være sikre mod natlige indbrud fra mystiske behårede monstre. Disse monstre må være resultatet af en voldsom virus, der har kostet størstedelen af menneskedeheden, men nogen dybere forklaring på omstændighederne søger "Arcadian" klogeligt ikke. I stedet er der fokus på de to tvillingebrødres (interne) kamp for overlevelse, særligt efter at daddy bliver slået ud af kurs.

Meget af den rolige magi, der opbygges i starten af handlingen, forsvinder med den tiltagende brovtende monster- og kamp/flugt-dramatik, der overtager styringen ca. halvvejs inde. Også selvom det første subtile møde med et af monstrene (og dets meget forlængede arm!) er ret underfundigt. I det store og hele agerer monstertematikken mere bagvedliggende, og vi ser sjældent nærbilleder af kræene. De to drenge charmer sig omvendt ind på kameraet, især Thomas, der er den egentlige hovedperson.

Fine og meget mørke visuelle stemninger følger egentlig filmen pænt i mål, mens lyddesignet for ofte træder pedalen helt i bund – og også gennem bunden.