Didn't Die (2025)

Som en (næsten lidt for) tydelig hyldest til alle zombiefilms stamfar, George A. Romeros Night of the Living Dead (1968), vakler "Didn't Die" ikke i sit stiliserede levende-døde-tema af fuldskala-sort/hvide stemninger (selvom der kommer farver på slutsekvensen.)

Udtalte farer

En lille gruppe overlevende mennesker har lært at tilpasse sig truslen fra horderne af omkringvandrende zombier. Indtil videre har disse, i filmen kaldet biters, kun været aktive om natten. Men det ændrer sig, og farerne bliver ikke mindre, da et spædbarn joiner grupperingen.

Überelegante stemninger

"Didn't Die" er pletvis en lavbudgets-vinder: De visuelle stemninger er überelegante, men der er for få af dem, og de sparker kun ladeportsrøv, når de vedrører verdenen derude med formålsløst formålsrettede kødædende mennesker vaklende rundt i måneskinnet – for at give et stærkt eksempel.

Sære og syrlige

Resten af handlingen, og den er der mest af, centrerer sig om gruppen af mennesker, som vi aldrig helt får lov at lære at kende, og som er sære og syrlige på forskellig vis. Der opstår en flig af genkendelighed, men udnyttelsen af persongalleriet er for vagt.

Meget ujævnt

Det former en meget ujævn filmoplevelse, der ofte tager tilløb til noget af det helt rigtige, men som i helheden er mærkværdigt ubagt og uforløst. Med for meget underlægningsmusik: Hvorfor ikke drive mere rovdrift på de exceptionelt uhyggelige lyde, der skriger i det fjerne (zombier på nattetogt)?