Coexistence, My Ass! (2025)
En israelsk, jødisk standupkomiker gør grin med storpolitik, selvom mange nations- og trosfæller opfatter hende som landsforræder.
»POLITISK UKORREKT«
Kan man være fandenivoldsk israelsk (kvinde) i et brændpunkt af krig – og tilmed gøre grin med alle de (inter)nationalt betændte emner? Det er der mange landsmænd og -jøder m/k, der bestemt ikke synes, og de opfatter således standupkomikeren Noam Shuster Eliassi som fjende af staten og decideret landsforræder, når hun foran publikum vrænger og griner ad alt det, der væsker i samtiden og i særdeleshed i konflikten mellem Israel og Palæstina.
Noams forældre er begge jødiske, men moren er iraner, og Noam voksede op i den tosprogede landsby Neve Shalom – det eneste sted i Israel, hvor jøder og arabere stadig lever i et fredeligt fællesskab. Hermed er hun et bevis på, at sameksistens mellem israelere og palæstinensere faktisk er mulig, og det er med denne erfaring, hun skifter velkendt politisk gadeaktivisme ud med standupkomik.
Den biografiske dokumentar ’Coexsistence, My Ass!’ bygger på fem års optagelser og er en skildring af Noams udvikling som komiker, men også den samtidige tiltagende politiske og sociale kompleksitet mellem Israel og Palæstina. Dokumentaren er både fyldt med humor og latter og er samtidig en tragisk skildring af højredrejning og moralsk kollaps. Denne kombinerede vinkling, der betragter konflikterne både på et storpolitisk og et mere personligt plan former et relativt raffineret indblik i Israel/Palæstina-konflikten, netop fordi Noam Shuster Eliassi er så politisk ukorrekt – og modig.
Mere raffineret og interessevækkende, end hvis der havde været fuld fokus på den traditionelle (gade)aktivisme – som vi har set den til hudløshed i nyhederne gennem flere årtier. Helt under huden på Noam som privatperson kommer vi dog ikke, men dokumentaren tegner alligevel et ærligt billede af en alternativ forkæmper, der i princippet sætter livet på spil for at gøre verden til et bedre sted at leve i.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2025, USA, Dokumentar, Biografi, 95 min.
Dansk titel: Coexistence, My Ass!- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- SUNDANCE - Documentary Special Award
- SUNDANCE-N - Grand Jury Prize-nominering