The Blue Trail (2025)

Denne brasilianske festivaldarling er et fresht blik på en (science fiction-inspireret) moderne og meget statskontrolleret verden, hvor specifikt ældre mennesker er underlagt strenge regler for, hvordan de færdes. Blandt andet skal de fragtes til en særlig koloni (hvor voksenble er obligatorisk), mens den yngre generation mere eller mindre monitorerer de gamles færden.

Således kan 77-årige Tereza (Denise Weinberg) pludselig ikke længere selv bestemme, hvordan hun vil leve sit liv. Men hun er en bestemt dame, så sådanne regler er til for at blive brudt, og hun drager nu ud på en lyssky rejse, der former nye venskaber… eller i hvert fald noget, der minder om det.

I Gabriel Mascaros ambitiøst bredskuldrede iscenesættelse (der ganske vist præsenterer sig i “ydmygt” 4:3-format) kommer denne lille film vidt omkring — især til prams (meget af handlingen foregår på floden), men også i de esoteriske flirts med bevidsthedsudvidende stoffer (heraf blandt andet filmens titel, idet der i handlingen eksperimenteres med snottet fra en særlig blå snegl). Med fine naturbilleder af udkantsbrasilien og en determineret hovedrollepræstation af Denise Weinberg er “The Blue Trail (O último azul)” allerede sikret en pæn fremdrift og interesse. Men pust og fascination taber noget af sin styrke, efterhånden som der går for meget “badass granny” over fortællingen — afledt af bedstemors fornyede held og styrke som følge af snegledråberne.

En anden irritations- og forvirringsfaktor opstår ud af, at "The Blue Trail" også gerne vil lege komedie – med tvivlsomt resultat.