Murmuring Hearts (2024)

Slow-dokumentar i begrebets bedste betydning: Hér får vi indblik i en martret 14-årig sjæl, drengen Matas. Han er anbragt på et litauisk rehabiliteringscenter for stofmisbrugere og andre, der kæmper med aggression eller for nyligt er blevet løsladt fra fængsel.

Hårdt fysisk arbejde som terapi

Žanas, der driver centret på en landejendom med får og køer, har selv været misbruger, og hans egen vej til et bedre liv er lykkedes gennem naturoplevelser, religion og hårdt fysisk arbejde.

Har oplevet mere end de fleste

Det er de samme døre, han prøver at åbne for sine beboere. Centret er et tilbud til voksne mænd, men Matas har trods sin unge alder oplevet mere end de fleste. Som baby blev han forladt af sine stofafhængige forældre, og siden har han både været på børnehjem og hos plejeforældre. Det er tydeligt, at livet på gården vækker noget i Matas, men også, at de hårdkogte mænd, han omgås, ikke er de ideelle rollemodeller for ham.

Personligt nærgående

Der sker ikke meget i ”Murmuring Hearts”… og dog! Den grundige stemningsbeskrivelse af livet på gården går hånd i hånd med et personligt nærgående portræt af en ung mand på tærsklen til enten at træde rigtigt eller forkert.

Uafrysteligt indblik

Ved at lade stemninger og ansigter tale for sig selv, snarere end at give grundige baggrundsoplysninger eller interviewe implicerede, former dokumentaren et særpræget og på mange måder uafrysteligt indblik.

Afgørende nærbilleder

De smukke billeder af landområdet i skiftende vejr afløser grimmere (nær)billeder af hverdagslivet. Først og fremmest spiller nærbillederne af Matas en afgørende rolle for fortællingens autenticitet.