The Bay (2012)

Tilbage i 2012, længe før Covid-19 hærgede verden, var veteraninstruktør Barry Levinson på "sikker grund" med sin økologiske katastrofefilm "The Bay". Handlingen flirter med en 100 % dødelig bakterie/virus, der efter kort tid på ofrenes hud således giver en (næsten) sikker enkeltbillet videre til de evige sletter.

Dét mærker befolkningen i en lille amerikansk flække i Maryland. Lægerne kan intet stille op og bliver i øvrigt også selv inficeret. Men hvor kommer denne trussel fra? Mange teorier vendes, blandt andet muligheden for kontamineret vand i både områdets bugt og drikkevand...

Se, dét er da et pitch, der kan få de små hår til at rejse sig – særligt i vores moderne verden og post Covid-19. Og indimellem lykkes Levinson da også passabelt med at formidle det udtalte akutkaos, som denne uventede trussel fører med sig. Omvendt er "The Bay" desværre meget langt fra at være reelt skræmmende. Uhyggen begrænser sig til (nær)billeder af ofrenes blærer på huden, resten mudrer ud i ret kedsommelige – og "autentisk" filmede – skildringer af flækkens akuttilstand.

Det håndholdt/overgrynede/uskarpe er resultatet af, at filmen skal forestille at være fundne optagelser (found footage), der dels er en overlevende journalists tilbageblik, dels nyfundne hjemmevideoer. "The Bay" er intet fænomenalt indspark i (sub)genren, men blomstrer op i mindre glimt.