Cuckoo (2024)

Denne tysk/amerikanske koproduktion (primært engelsksproget) læner sig op ad mangt en velkendt genrekollega, men er i alligevel et langt stykke hen ad vejen helt sin egen. "Cuckoo" blander skæv coming of age med aparte gysermystik i en lækker bayersk alpe-setting.

Ikke som de andre

17-årige Gretchen (Hunter Schafer) er ikke som de andre og har lige mistet sin mor. Det strider hende meget imod at skulle med sin far (Jan Bluthardt), stedmor og døvstumme halv-lillesøster til et resort i de bayerske alper. Men der er ikke noget at gøre, selvom forklaringerne på denne rejses nødvendighed ikke just er fyldestgørende.

Et sted mellem levende og død

Hun får job i resortets skranke, hvor hun oplever mystiske hændelser – i første omgang uden at tænke nærmere over dem. Men så begynder der ellers at forme sig et billede af, at der er noget ganske gruopvækkende under opsejling... Inden længe står Gretchen ansigt til ansigt med en uhyggeligt overtoneskrigende kvinde, der tilsyneladende befinder sig et sted midt imellem at være levende og død.

Kræver tungen lige i munden

"Cuckoo" kræver tungen lige i munden. Her er en del at holde styr på og mange overvejelser undervejs i retning af, hvorfor nu denne gustne Herr König (Dan Stevens) er så underlig, og hvorfor den skrigende kvinde går så målrettet efter netop Gretchen?

Skævhed og signifikans

Ikke meget i handlingen (for)løses helt tilfredsstillende, men der er alligevel skævhed og signifikans nok til at adskille gyset og dets protagonister fra mængden. Her er det især en nydelse at følge den yderst velspillende Hunter Schafer i teenagehovedrollen, der også har et lesbisk twist.

Bombastisk underlægning

Simon Waskows bombastiske underlægningsmusik er helt overdrevet anvendt, og det trækker virkelig meget fra fortolknings- og perceptionslagene gennem stort set hele handlingen.