Aftersun (2022)

Der flirtes med livskriser og tabuer i Charlotte Wells' kritikerroste debutfilm. "Aftersun" går – i hvert fald antydningsvis – helt tæt på noget så tystys-agtigt som psykiske problemer og potentielt selvmord... det hele oplevet i lange tilbageblik af den voksne Sophie (Frankie Corio).

20 år tidligere var hun på ferie alene med sin far Calum (Paul Mescal) under sydlige himmelstrøg, men som 11-årig forstod hun ikke de signaler, han udsendte. Måske var han mentalt skidtmas og på randen af et sammenbrud? Det er i hvert fald dén fortælling, de lange tilbageblik søger at flette fingre med...

"Aftersun" tager forbilledligt ægte favntag med far/datter-kærligheden i en oprigtig og gennemført ukrukket visuel stil, der hylder nærhed og -billeder. Hér har filmen (i hvert fald meget af tiden) en stor styrke og en autenticitet, der kan mærkes og sikkert også genkendes af mange. Centralt i denne gennemslagskraft er Paul Mescals nuancerede, Oscar-nominerende præstation som den hårdt prøvede far, der også indædt prøver at lægge bånd på egne dæmoner. Og Frankie Corio som 11-årige Sophie er et fund af de helt store – hendes barnlige umiddelbarhed søges af kamearet med stor virkning.

Det er en fortælling, der tør tage beundringsværdigt fat om roden på noget større og dybere eksistentialistisk. Men alligevel med en vis distance til mørket – som om, Charlotte Wells lige har tøvet en kende i forhold til at gå planken ud. Vi kommer således ikke helt under huden, hertil er stilen simpelthen for fragmentarisk og springende (og det er ikke kun som følge af de hjemmevideohoppende tilbageblik).

I en mere linær gengivelse kunne "Aftersun" ganske givet være blevet en decideret tåreperser. Men det bliver ved tilløbene, og det er faktisk lidt ærgerligt, når nu potentialet helt tydeligt ligger lige for.