Final Destination: Bloodlines (2025)

Sammenhængende film:

Final Destination (2000)

Final Destination 2 (2003)

Final Destination 3 (2006)

The Final Destination (2009)

Final Destination 5 (2011)

Final Destination: Bloodlines (2025)

Nye forudsigelser om (delvise) dommedage ser hér dagens lys – i (cgi)opdateret udgave og med endnu flere af "Final Destination"-filmseriens halsbrækkende, varemærkeactionmættede twists and turns.

Denne gang er det den universitetsstuderende Sfefani (Kaitlyn Santa Juana), der har mareridt om et luksuriøst og tårnhøjt udkigstårn, der styrter sammen og dræber masser af sagesløse mennesker. Hun er nødt til at komme til bunds i sin tilstand og opsøger derfor familien. For var der ikke noget om, at bedstemor Iris (Gabrielle Rose) måske var en del af fortællingen om tårnkollapset i sin tid... og lever hun stadig? (Stefani har ikke den bedste kontakt til familien længere...)

Med bevidsthedsudvidende ny viden kaster Stefani sig nu ind i en en spiral af nærdødsoplevelser. For døden er i hælene på hende og resten af familien som et hævntogt for alle de skæbner, som bedstemoren i sin tid reddede fra døden ved at have haft lignende forudsigende mareridt...

"Final Destination"-konceptet og dets fortællestruktur er en kompleks affære. Og har du svært ved at samle dig om springende lag i tid og sted, vil denne 2025-opdaterede katastrofefilm ikke være noget godt bud på onsdagsunderholdning. Disse krævende strukturer fungerede bedst i de to første film i serien, hvorimod der blandt andet her i sjette film går alt for meget ekstremisme i de i forvejen speedede begivenheder. Særligt de sidste tre kvarter af "Final Destination: Bloodlines" udvikler sig uskønt i snart sagt alle facetter – også i skuespillet.

De trods alt fængende kvaliteter henter vi i åbningssekvensens intensitet (selvom katastrofe- og kollapsanimationerne faktisk er ret usle, 2025 taget i betragtning) og i den efterfølgende opbygning af Stefanis opklaringstogt.

Fans af den nu tydeligt kræftsyge (gyser)karakterskuespiller Tony Todd vil nyde hans sidste afsluttede optræden i en birolle, hvor han får lov at tage afsked, angiveligt gennem en improviseret replik. Todd døde, før filmen fik premiere.

Der vil være kræs for folk med afsmag for piercinger i filmens bestialsk humoristiske tilgang til sådanne ekstremiteter! Særligt en fantastisk næsetyreringsrundering sidder lige i skabet – men også en senere "magnetiserende" kommentar til det metallisk udskejende vil vække beundring.