Final Destination: Bloodlines (2025)

Sammenhængende film:

Final Destination (2000)

Final Destination 2 (2003)

Final Destination 3 (2006)

The Final Destination (2009)

Final Destination 5 (2011)

Final Destination: Bloodlines (2025)

Nye forudsigelser om (delvise) dommedage ser hér dagens lys – i (cgi)opdateret udgave og med endnu flere af "Final Destination"-filmseriens halsbrækkende, varemærke-actionmættede twists and turns.

Udtalte mareridt

Denne gang er det den universitetsstuderende Sfefani (Kaitlyn Santa Juana), der har mareridt om et luksuriøst og tårnhøjt udkigstårn, der styrter sammen og dræber masser af sagesløse mennesker. Hun er nødt til at komme til bunds i sin tilstand og opsøger derfor familien.

Ingen skøn familiesamklang

For var der ikke noget om, at bedstemor Iris (Gabrielle Rose) måske var en del af fortællingen om tårnkollapset i sin tid... og lever hun stadig? (Stefani har ikke den bedste kontakt til familien længere...)

Reddet fra døden...?

Med bevidsthedsudvidende ny viden kaster Stefani sig nu ind i en en heksekedel af nærdødsoplevelser. For døden er i hælene på hende og resten af familien som et hævntogt for alle de skæbner, som bedstemoren i sin tid reddede fra døden ved at have haft lignende forudsigende mareridt...

En kompleks affære

"Final Destination"-konceptet og dets fortællestruktur er bestemt en kompleks affære. Og har du svært ved at samle dig om springende lag i tid og sted, vil den 2025-opdaterede katastrofefilm ikke være noget godt bud på onsdagsunderholdning.

Alt for meget ekstremisme

Disse krævende strukturer fungerede bedst i de to første film i serien, hvorimod der bl.a. her i sjette film går alt for meget ekstremisme i de i forvejen speedede begivenheder. Særligt de sidste tre kvarter af "Final Destination: Bloodlines" udvikler sig uskønt i snart sagt alle facetter – også i skuespillet.

Fængende kvaliteter

De trods alt fængende kvaliteter henter vi i åbningssekvensens intensitet (selvom katastrofe- og kollapsanimationerne faktisk er ret usle, 2025 taget i betragtning) og i den efterfølgende opbygning af Stefanis opklaringstogt.

Pladder-puslende musik

Stort set hele ekstremiteten (=filmen) er voldunderlagt Tim Wynns pladder-puslende musik. Fans af den tydeligt kræftsyge (gyser)karakterskuespiller Tony Todd vil nyde hans sidste afsluttede optræden i en birolle, hvor han får lov at tage afsked, angiveligt gennem en improviseret replik. Todd døde, før filmen fik premiere.

Piercinger

Der vil være kræs for folk med afsmag for piercinger i filmens bestialsk humoristiske tilgang til sådanne ekstremiteter! Særligt en æggende næse-tyrerings-rundering sidder lige i skabet – men også en senere "magnetiserende" kommentar til det metallisk udskejende vil vække beundring.