Stormvarsel (1968)

Ib Mossins debut på egne ben som instruktør blev denne seriøse fiskerdramatiske film, skrevet sammen med forfatteren Knud Holst. "Stormvarsel" er ambitiøs set med samtidige danske filmbriller, men det er et vaklende og kejtet produkt, der mere end blot duver i søgangen – og det blev da også til en øknomisk fiasko for Mossin og filmselskabet Palladium.

Blandede følelser

Den marine-friskuddannede Kurt Vinderup (Frits Helmuth) vender hjem til sin jyske hjemstavn, hvor fiskerfar og -bror venter på kutteren. Det er med blandede følelser, at familien tager ud i bølgen blå i jagten på rødspætter, og spliden mellem brødrene Kurt og Jacob (Erik Kühnau) om landkrabben Bitten (Isa Møller Sørensen) forstærker da også snart bølgegangen.

I orkanens øje

Helt galt går det dog, da kutteren havner midt i "orkanens" øje – og Kurt, Jacob og bådsmanden Kjeld (Claus Ryskjær) havner i redningsbåden. Hér kulminerer det broderlige had langt væk hjemmefra! Hvordan mon de to nogensinde skal finde hinanden igen?

Rå og skumsprøjtende facade

Bag den rå og skumsprøjtende facade gemmer der sig således helt åbenlyst et vaskeægte Morten Korch-lignende twist. Dét er noget, Ib Mossin kender til (af hans øvrige otte film som instruktør er de seks af dem Morten Korch-filmatiseringer!) I "Stormvarsel" er kornmarkerne dog skiftet ud med kuttere og sømandssweatre.

Stift spil

Præstationerne står på nakken af hinanden udi at vinde prisen for mest stift spillende. Her er stort set ingen formildende omstændigheder, når selv de etablerede skuespillere er oplæsende, teatralske og kunstige. En formildende omstændighed er, at "Stormvarsel" er langt mindre hysterisk krukketkomisk end Mossins senere Korch-film.

Manglende personinstruktion

Et par af birollerne synes upåvirket af den manglende personinstruktion, herunder Lily Broberg, der får ægte tårer frem, da kameraet panorerer forbi hendes ansigt i uvisheden om de havslidende sønner. Og Bjørn Puggaard-Müller udviser herlig friskhed i en kort optræden som radioreporter med tophue.

Påtrængende, men ambitiøs musik

Indimellem delikat fotograferet af Alex Henningsen og Erik Wittrup Willumsen – ikke mindst til havs, og så er det værd at bemærke Ole Høyers underlægningsmusik. Selvom den er for påtrængende, hører den alligevel til hans absolut mest ambitøse scores... for stort, dramatisk anlagt orkester!