Insidious (2010)
En amerikansk kernefamilie får vendt op og ned på tilværelsen, da sønnike går i en koma – besat af onde ånder.
»OP AD BAKKE FOR FAMILIEN LAMBERT...«
Igen igen lancerer Hollywood en haunted house-gyser, hvor præmissen ganske vist modificeres lidt gennem handlingen, men som i dén grad er flere boller på velkendt suppe. James Wan, der få år senere stod bag de beslægtede The Conjuring-film, instruerer, og der fulgte også en ordentlig røvfuld "Insidious"-efterfølgere.
Kernefamilien Lambert har det hele: Dejlige krøltoppe, a loving couple, en helt ny villa. Men ret hurtigt erfarer husmor (og tralala-sangskriver) Renai (Rose Byrne), at der er noget helt galt med det nye hus – især efter at sønnen Dalton (Ty Simpkins) havner i koma, angiveligt efter et fald på loftet.
Onde ånder begynder at melde sig, og det hjælper ikke engang noget at flytte igen. Aben følger med, og the Lamberts er nødt til at engagere et medie, der med lidt held kan få renset luften...
Lækkert serveret i en genreselvsikker fotografering (opening credits er i særklasse appetitvækkende med de sort/hvide stemningsbilleder) har "Insidious" teknisk gode kort på hånden. Men fortællingen halter og savner dét riv af friskt overskårne nerver, som de bedste gysere er brygget på.
Lydbilledet er ofte dominerende, fyldt blandt andet med hemmelighedsfulde, respektive skingre "dæmonlyde". Skuespillet er lala i roller, der savner kant og finesse.
Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2010, USA, Gyser, Thriller, Mystik, Børn på film, 103 min.
Dansk titel: Insidious- Patrick Wilson (Josh Lambert)
- Rose Byrne (Renai Lambert)
- Ty Simpkins (Dalton Lambert)
- Lin Shaye (Elise Rainier)
- Angus Sampson (Tucker)
- Barbara Hershey (Lorraine Lambert)
- Joseph Bishara (Lipstick-Face Demon)
- Leigh Whannell (Specs)
- Andrew Astor (Foster Lambert)
- Ruben Pla (Dr. Sercarz)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation