Insidious (2010)

Igen igen lancerer Hollywood en haunted house-gyser, hvor præmissen ganske vist modificeres lidt gennem handlingen, men som i dén grad er flere boller på velkendt suppe. James Wan, der få år senere stod bag de beslægtedeThe Conjuring-film, instruerer, og der fulgte en ordentlig omgang "Insidious"-efterfølgere.

Noget er råddent i huset

Kernefamilien Lambert har det hele: Dejlige krøltoppe, a loving couple, en helt ny villa. Men ret hurtigt erfarer husmor (og tralala-sangskriver) Renai (Rose Byrne), at der er noget helt galt med det nye hus – især efter at sønnen Dalton (Ty Simpkins) havner i koma, angiveligt efter et fald på loftet.

Aben flytter med

Onde ånder begynder at melde sig, og det hjælper ikke engang noget at flytte igen. Aben følger med, og the Lamberts er nødt til at engagere et medie, der med lidt held kan få renset luften...

Lækkert serveret

Lækkert serveret i genreselvsikker fotografering (opening credits er i særklasse appetitvækkende med de sort/hvide stemningsbilleder) har "Insidious" teknisk gode kort på hånden. Men fortællingen halter og savner dét riv af friskt overskårne nerver, som de bedste gysere er brygget på.

Savner kant og finesse

Lydbilledet er ofte dominerende, fyldt med hemmelighedsfulde, respektive skingre "dæmonlyde. Læg hertil en eskalerende, tordnende underlægningsmusik. Skuespillet er lala i roller, der savner kant og finesse.