Wrecked (2010)

    En mand vågner efter et alvorligt biluheld i bunden af en dal. Voldsomt kvæstet og uden hukommelse kæmper han for overlevelse.


    SURVIVAL OF THE (UN)FITTEST

    Stærkt pitch i fed vildmarkskulisse: En mand (Adrien Brody) vågner alene i en bil efter en alvorlig ulykke. Han er svært kvæstet, har mistet sin hukommelse og skal handle hurtigt, hvis han vil overleve. Men hvem er han overhovedet, og kan han have begået en tung forbrydelse inden ulykken?

     

    Nysgerrigheden skærpes

    "Wrecked" har dén type ingredienser, der vækker nysgerrighed på forhånd. Alene-i-vildmarken-temaet – ovenikøbet som kvæstet, omtumlet og muligvis eftersøgt mand – skærper sanserne og kaster os tilbage til en fjern fortid, hvor kamp/flugt var nådesløs hverdag for menneskeheden.

     

    Glimtvis stærk fascinationskraft

    I en mere forfinet og mådeholden iscenesættelse kunne denne præmis have båret Adrien Brody og de smukke, vilde naturomgivelser på hænder og fødder. Nu må vi nøjes med en glimtvis stærk fascinationskraft (særligt når der dvæles roligt ved enkeltstemninger uden musik og med naturens egen vilde lydkulisse).

     

    Udnyttes kun halvt

    En djærv hund får en fremtrædende birolle. Ellers er det selvsagt småt med typer, Brody kan spille op imod. Og det er også en præmis, der købes, men som desværre kun udnyttes halvt – både af Brody og af filmens instruktør Michael Greenspan.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2010, USA, Drama, Mystik, Eventyr, Biler på film, Dyr på film, Bjerge på film, 91 min.

    Dansk titel: Wrecked
    Instr: Michael Greenspan Prod: Kyle Mann Manus: Christopher Dodd Foto: James Liston Klip: Wiebke von Carolsfeld Mus: Michael Brook