Champagnegaloppen (1938)

Med sine kreative studiegenskabelser af Tivoli i de glade dage omkring 1840 er dette historiske 1930'er-komediedrama om ikke andet periodeinteressant. Men George Schnéevoigts iscenesættelse og Fleming Lynges manuskript stikker i alt for mange retninger – fra syngespillende nonsens, over amors pile på kryds og tværs, til ufrivillig biedermeier'sk kitsch.

Skumle bagtanker

Den unge grosserer-datter Amelie (Annie Jessen) har flere bejlere, blandt andre en ung musiker fra Tivoli, der spiller i selveste H.C. Lumbyes (Svend Methling) orkester. Men baron von Listow (Eigil Reimers) spiller også op til amour, dog med mere skumle bagtanker – han er nemlig mest interesseret i Amelie, fordi han står i gæld og gerne vil tilbage på rigmandskurs.

Ingen atmosfæriske perspektiver

Nu er det op til Amelies dømmekraft, hvem, der bliver lukket ind i intimsfæren, og der skal files på violiner i mere end én forstand, før der er styr på både melodi og kærlighed. Alt sammen meget letløbende og teknisk 1930'er-primitivt, men uden virkelighedens nærvær og charme. Her er ingen locationoptagelser til at give de garvede (teater)skuespillere lidt vind i håret, og tilskueren atmosfæriske perspektiver.

Kedsommeligt

Det sætter de mange sang- og musikindslag i et noget ensidigt og kedsommeligt lys – og der er mange af dem, der er udført i tidstypisk teatralsk vibrato. Nogen særligt interessant tolkning af H.C. Lumbyes gøren og laden udgør filmen heller ikke, så tilbage er den blotte scenegulvsfremdrift og enkelte skuespilleres små fine øjeblikke... hér er Ellen Gottschalchs birolle som opvarterske blandt filmens mest mindeværdige.