Blind Horizon (2003)

    En mand vågner på hospitalet med hukommelsestab. Langsomt begynder han at frygte, han kan have begået en forbrydelse.


    TØR OG UINSPIRERET THRILLER

    Rollebesætningen er det eneste, der kaster lidt stjernestøv over denne meget lidt funklende amerikanske thriller. "Blind Horizon" er reelt gennemforudsigelig til trods for det mudret-mystiske plot, der ælter rundt i en mand, der vågner i koma og som kan have gjort i nælderne.

     

    Sendt til tælling

    Det er Frank Kavanaugh (Val Kilmer), der i filmens åbningsscene er sendt til tælling og mirakuløst overlever en kugle og et fald fra mange meters højde. På hospitalet vågner han efter noget tid, men han aner ikke, hvad, der er op og ned – og kan således ikke give sheriffen (Sam Shepard) sit navn.

     

    Der tegner sig et ubehageligt billede

    Langsomt, men (u)sikkert begynder der at tegne sig et ubehageligt billede: Frank kan meget vel være hjernen bag et attentatforsøg mod selveste præsidenten! Alt dette får vi – ganske efter idiotbogen – serveret i flakkende, støjende, slørede og "mystiske" tilbageblik, hvor lækre damer og smarte fyre alle er brikker i Franks puslespil.

     

    Uden inspiration

    Det er svært at finde ret meget inspiration i øjnene på de implicerede, og "Blind Horizon" opleves da også som rendyrket rutine- og standardarbejde, hvor handlingselementerne nærmest er lidt som dippedutter, der vedvarende passerer forbi på et samlebånd på fabrikken.

     

    Støjende-pumpende

    Læg hertil en vedvarende, kedelig og ekstremt støjende-pumpende underlægningsmusik, der både i tilbageblik og filmens nutid kun gør ondt værre: Det bliver svært at afværge i længden.



    Anmeldt i 2025 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2025

    Fakta om filmen

    2003, USA, Thriller, Drama, Mystik, Biler på film, 99 min.

    Dansk titel: Blind Horizon
    Instr: Michael Haussman Prod: Randall Emmett, George Furla, Heidi Jo Markel, Vincent Garcia Newman, Tucker Tooley Manus: F. Paul Benz, Steve Tomlin Foto: Max Malkin Klip: Quincy Z. Gunderson, Alain Jakubowicz Mus: Tobias Enhus, Mark Kilian, Christopher Mann, Adam Schiff