Edmond (2005)

Samme år som heksegyset Dreams in the Wicth-House (2005) stod Stuart Gordon også bag denne "en mand ser rødt"-thriller, der har gode kort – og masser af tilsvarende skuespillere – på hånden, men som ender som en gryde overkogte kartofler, der meler ud ved første møde med gaflen.

William H. Macy indtager titelrollen som jakkesætskarrieremanden Edmond, der allerede i filmens begyndelse viser tegn på at være træt af det hele... også konen (Rebecca Pidgeon)! Så han tager simpelthen sit gode tøj og går – ud i New Yorks natteliv, hvor han tester Red Light District fra en ende af. Men Edmond er ikke typen, der vil betale overpris for hverken et peepshow eller et blowjob, og det sætter ham hurtigt i situationer, der kan ende farligt. Snart er det dog hans eget eksalerende temperament, der er det allerfarligste – ja, det skal endda vise sig at være dødbringende.

Det meste ved "Edmond"-filmoplevelsen er hele tiden tunet en lille smule ved siden af, så "fm-båndet" skratter, og det er svært at komme i sync med begivenhederne, skuespillerpræstationerne – og helheden. Men der er samtidig klassiske Stuart Gordon-dyder, der gør filmen glimtvis interessant – herunder særligt møderne med kvinderne i natte/underlivet og et senere møde med fængselsvæsenet, hvor Bokeem Woodbine (i filmens fineste birollepræstation) venter som utilregnelig cellemakker.

Det er ærgerligt, at filmen som hele forstiller sig og ikke rammer en mere pulsnær formidling af Edmonds tiltagende vanvid. Det kommer også tilsvarende til udtryk i William H. Macys lidt for villede præstation.