The Cremator (1969)

En af alletiders mest kendte og på hjemegnen højst scorende tjekkoslovakiske film: "Spalovac mrtvol", der herhjemme er bedre kendt under den engelske titel "The Cremator" (dansk biografpremieretitel: "Perfektionisten"), er et voldsomt sofistikeret sort/hvidt vanvidsscenarie, der absolut ikke er for enhver smag.

Hr. Kopfrkingl (Rudolf Hrusínský) er ligbrænder på et pompøst krematorium, og han tager sit arbejde meget seriøst. Handlingen udspiller sig under 2. verdenskrig, og Kopfrkingl omgiver sig med jævnaldrende mænd, der allerede er faldet for nazismens dekadence. Hvis ikke, han var vanvittig i forvejen (og det fornemmer vi, han er), skal de nazistiske tanker om rent blod og generel "sanering" nok få sendt Kopfrkingl ind ad et komplet forskruet sidespor, hvor end ikke hans kernefamilie kan vide sig sikker for hans handlinger.

Som i sit senere "filmatiserede mareridt" Morgiana (1972) indrammer instruktør Juraj Herz med "The Creamtor" en tjekkoslovakisk hverdagsverden fuld af visuelle overdrivelser, der i dén grad fremmer forståelsen. Personificeret i Rudolf Hrusínskýs bevidst übermanierede hovedrollespil, der fremhæver en sleskhed og en selvglæde så tyk, at vanviddet nærmest eksploderer. Kopfrkingl udnytter og manipulerer nemlig alle omkring selv, også dem, der står ham nærmest.

I lommen har han altid en kam, så han til hver en tid kan sætte sit slikkede hentehår, gerne lige efter, at han med samme kam har redt håret på nogle af de lig, der ligger klar i kister i krematoriets lavloftede kælder. Herefter går han gerne på bordel for at få afløb for noget af det, han i hvert fald for ikke længere kan bruge sin forsagte, kuede kone til.

I Stanislav Molitas grænseløst kreative og tilsvarende ukonventionelle sort/hvide fotografering ligger nøglen til meget af filmens formørkede atmosfære. En vekslen mellem sære vinklinger, klip i vildt varierende tempo, og nærbilleder (gennem forskellige objektiver) skaber en visuel stil, der aldrig helt kan forudsiges. Og tilbagetrukket, nærmest som et svagt ekko fra en anden verden – eller måske endda døden – toner Zdenek Listas velkomponerede, lige dele hemmelighedsfulde og ildevarslende underlægningsmusik: Bedst, når den for a cappella-kor sætter lyd på Kopfrkingls tiltagende vanvid og hans tiltagende hob af ofre.

Alle skuespillere trives beundringsværdigt i det aparte. Det kan ikke have været helt let at agere i Herz' blanding af død, svig og manipulation – hvor Rudolf Hrusínský reelt fylder hele billedet med sine evige monologer og "kloge" betragtninger. Mest fastbrændt på nethinden blandt skuespillerne – udover Hrusínský –  er Milos Vognic i rollen som sønnen Mili, der med sine runde hinkestensbriller og alt for lyse, feminine teenagestemme i dén grad begynder at gå sin opvakt vanvittige far på nerverne.