Op og ned langs kysten (1950)

"En Sommer-Lommer-Spøg", proklamerer plakatteksten til denne, revykongen Stig Lommers tredje og sidste film som instruktør ovenpå den velsmurte Lev Livet let (1944) og den mere fesne Det hændte i København (1949).

"Op og ned langs kysten" er i nogen grad baseret på Lommers eget societyliv langs de nordsjællandske kyster, mens han blandt andet var direktør for Hornbækrevyerne – og spillefilmen hér beskriver således en gruppe overklassenordsjællænderes lette hverdagskvaler. Centreret primært om den evindeligt musicerende kapelmester Hans Herbert (Svend Asmussen) serverer farcen en række optrin, der bedst kan beskrives som usammenhængende, uvedkommende og umusikalske.

For selvom musikken spiller en central rolle både som den del af handlingen, hvor Asmussen og co. spiller beat og jazz – og generelt (og anmassende) som baggrundslydtæppe – er der ikke meget kreativitet i måden, det hele er strikket sammen på.

Hans bager på den godt gifte fru Winther (Lily Broberg), hvis jaloux mand Harald (Kjeld Petersen) er tæt på at tage sig af dage, da han erfarer, at hustruen kissemisser med Hans, når der aftenbades fra badebroen. Men mon alligevel ikke tråde og misforståelser kan redes ud i tide?

"Op og ned langs kysten" er i udtalt grad præget af fladpandede farceløjer og fyldstof. "Humoren" er komplet begrænset til det idiotiske, fx da Hans tager en lampeskærm på hovedet for at gemme sig i en stue. Eksemplerne er mange, men glider hurtigt ud i glemslen. De alenlange sangindslag med Asmussen og band føles nærmest som halvdelen af dén handling, der reelt ikke er der, og ingen af de ellers duelige skuespillere har reelt mulighed for at sætte noget aftryk på de overgearet tumpede begivenheder.

En formildende omstændighed er de herlige udendørsoptagelser fra det nordsjællandske, men de meget fine billeder herfra kommer reelt først henimod slutningen af handlingen.