Det hændte i København (1949)

I souvenirprogrammet til "Det hændte i København" afslører den erfarne teatermand Stig Lommer sin humoristisk anlagte usikkerhed ved premieren på sin anden af blot tre spillefilm som instruktør: "Det er min anden Film, og jeg haaber ikke, det ogsaa bliver min sidste; og jeg haaber heller ikke, De haaber det – forhaabentlig ikke!!"

Komedien er da heller ikke videre vellykket i sin beskrivelse af kreativ håndtering af bolignøden i København ultimo 1940’erne. Vagabonden, der kalder sig "Professor" (Ib Schønberg), har alternative veje at finde varmen på om vinteren. Gennem flere sæsoner har han uretmæssigt skaffet sig adgang til direktør Michael Staalfeldts (Gunnar Lauring) luksusvilla, mens Staalfeldt fjæler sig i Cannes.

"Professors" gode hjerte sikrer desuden den nybagte hjemløse Søren (Preben Neergaard) tag over hovedet, men sagerne i palæet kompliceres først for alvor, da direktørens rebelske datter stikker af fra sin kostskole i England og vender hjem til det tomme hus. "Professor" sørger dog for den gode stemning, og ad kringlede kanaler bliver hr. og fru (Beatrice Bonnesen) Staalfeldt også snart en del af indbruddet i eget hus – mens der gøres overvejelser om samfundet af i dag.
 

"Det hændte i København" er tungbenet komik, der ikke fungerer i hverken samtidssamfundskritik eller humor. Det hele serveres mærkeligt fladt og uinspireret, hvilket skinner igennem også i skuespillet. Her er Ib Schønberg stort set uden charme i den ellers potentielt charmerende vagabondhovedrolle. En formildende omstændighed er scenerne med hunden Snaps, der også vækker sødmen i Schønberg.

Bodil Steen er en kende fesen som direktørens datter, der både har det snobbede og det rebelske i sig, og Preben Neergaards portræt af Søren bliver decideret uinteressant (måske undtaget hans første scene, hvor han nægter at flytte fra et hus, der skal rives ned.) Gunnar Lauring råber sig gennem sine kedelige replikker, ligesom Beatrice Bonnesen i rollen som hans (tidligere og snart genvundne) hustru er en tam tegning. Det er en regulær skuffelse, at vi rent faktisk ser så lidt til hovedstaden anno 1949. Langt det meste af filmen udspiller sig nemlig inden døre i en lidt uinspireret scenografi, flankeret af Kai Møllers friske lystspilsmusik.