Lilith (1964)

Et sjældent filmfokus på psykiske lidelser i 1960'erme: "Lilith" er lækkert og legende sort/hvidt-æstetiseret og potentielt omkringpiskende i sine danse rundt om den varme grød – en farlig forelskelse mellem den flotte Vincent Bruce (den ansatte) og den smukke, men svært uligevægtige Lilith (patienten).

I dag fremstår "Lilith" noget bedaget og som en smule villet udi gengivelsen af psykiske lidelser. Det forfriskende består i overklassevinklen, idet institutionen kun har beboere, hvis familier har pengepungen i orden. Væk er således de mere usle og fængselsprægede stereotyper.

En ung og tiltalende Warren Beatty (læg mange til, hvor mange gange han rager sig selv i de tykke, sorte hårlokker) er vendt hjem fra krigens mørke og er nu frisk på nye udfordringer. Han kommer til jobsamtale på en institution for psykisk uligevægtige af diverse observans. Han får jobbet og er god til det. Det lykkes ham endda at få åbnet den sarte og mystiske Lilith Arthur (Jean Seberg) lidt mod omverdenen – og i særdeleshed mod ham selv: Tiltrækningskraften er stor, men også farlig...

Filmens stærkeste udstråling kommer utvivlsomt fra de to bærende skuespilleres præstationer: Warren Beatty er betagende afdæmpet og primært myndigt overskudspræget, mens Jean Seberg elegant evner at få den mentalt splittede Lilith (hun er skizofren) troværdigt serveret. Også Kim Hunter er værd at fremhæve som institutionens naturtalent af en forstanderinde. Peter Fonda kan opleves i den vægtigste patientbirolle, men hans Stephen-type savner lidt kantet uligevægt. Gene Hackman har en lille birolle som forstanderindens usympatisk mand.

Kærlighedsaffæren mellem Vincent og Lilith er ikke decideret dybdetroværdig, men det er primært i de ret mange trættende fyldstofscener, at filmen begynder at kede.